Billy Adamsen har pyntet på sit cv og hævdet, at han var spindoktor for Mogens Lykketoft, selv om det ikke er tilfældet. B.T. er kommet i besiddelse af jobansøgninger, som Billy Adamsen har sendt til folk i Danmark og England, og de dokumenterer, at han bryster sig af job, han aldrig har haft.

- Det er muligt, at jeg har talt med manden en eller to gange, og det er alt, siger Mogens Lykketoft.

Billy Adamsen skriver, at han var mediestrategisk rådgiver for Lykketoft i 1996 og 1997 - et job som Rolf Ejlertsen dog havde.

Mogens Lykketoft giver udtryk for, at Billy Adamsen må have en ret livlig fantasi.

Lirekassemanden

- Det minder mig om lirekassemanden, der stod og spillede i Musikkonservatoriets gård. Professorerne blev hurtig træt af denne musiceren og bad ham gå udenfor. Hvilket straks fik lirekassemanden til at gå ud og sætte et skilt på sin lirekasse med påskriften: "Udgået fra Musikkonservatoriet", siger Mogens Lykketoft.

Men denne udlægning forstår Billy Adamsen ikke.

Han siger til sit forsvar, at han har talt med Lykketoft mange gange og endda har været inviteret hjem i hans køkken.

- Det er overraskende, at han har så travlt med at lægge afstand til det, siger Billy Adamsen.
Cv’et er imidlertid også fyldt med flere andre ganske graverende fejl.

Således oplyser Billy Adamsen, at han sad i Socialdemokratiets gruppe- og partiledelse i seks år, og at han deltog i strategimøder under valgkampene i 1998 og i 2001.

Alle påstande, der tilbagevises af Mogens Lykketoft.

Han bakkes op af Marina Hoffmann, som i dag er kommunikationschef i Dansk Metal. Fra 1995 og frem til 2003 var hun leder af den socialdemokratiske nyhedstjeneste på Borgen.

'Han var en fantast'


- Han sad ikke i ledelsen. I så fald havde vi deltaget i de samme møder, og han var ikke til stede.
Han var en fantast, siger Marina Hoffmann.

Hun betvivler stærkt, at Billy Adamsen deltog i møderne i partiets valgkampudvalg i 1998 og 2001.

- Møderne fandt sted på partikontoret, og jeg var der. Han var der ikke,« siger hun og betegner slet og ret Billy Adamsen som en mappebærer.

Alligevel fastholder Billy Adamsen, at han var med til møderne.

- Jeg er rystet over det her. Det er påfaldende, at jeg pludselig er slettet fra alt, hvad jeg har deltaget i. Hvorfor har man ansat mig i seks år, hvis man ikke har brugt mig?, spørger han.

Billy i London


Mogens Lykketoft anfægter også, at Billy Adamsen skulle have været toprådgiver for den britiske premierminister Tony Blair.

Det skriver Billy Adamsen i sit danske cv, men undlader at nævne det i den engelske udgave, han sender til Labour-ministeren Peter Mandelson, som han søger job hos i 2003.Forklaringen er, siger Billy Adamsen, at det var overflødigt, da Mandelson allerede kendte hans engagement hos Tony Blair.

- Jeg var ovre i Downing Street 10 i 2002. Jeg var til møde i Churchill-værelset, og jeg hilste på Tony Blair, da han var på vej ud. Jeg står i gæstebogen, siger Billy Adamsen.

Men har du talt med Tony Blair?

- Nej, jeg hilste på ham og på Gordon Brown, som han var sammen med. Jeg synes da, det er flot, at blive inviteret til møde i Downing Street 10. Det er jeg stolt over, siger Billy Adamsen.

Du skriver, at din rådgivning udgjorde fundamentet i Blairs eurokampagne. Er det ikke lige lovligt flot?

- Jeg ved, at de værdsatte mit oplæg, og jeg blev bedt om at sende flere ting over til dem, siger Billy Adamsen.

Han har netop modtaget et julekort fra Downing Street 10.

- Det viser, at de husker mig, siger han.