Der er grund til at være ekstremt opmærksom, hvis fragtskibet "Bella" vender tilbage til danske farvande.

Søfartsstyrelsens Opklaringsenhed konkluderer i sin rapport efter skibets næsten-kollision med Storebæltsbroen om morgenen den 16. maj, at årsagen til den dramatiske episode var "dårlig disciplin på skibets kommandobro, forvirring i forbindelse med vagtskiftet, fejlagtig positionsangivelse i det indskiftede søkort samt total mangel på rettidig og kompetent planlægning af sejladsen og passagen af broen".

Næsten-kollisionen opstod 08.05 umiddelbart efter officerernes vagtskifte kl. 08. Inden overstyrmanden overlod navigationen til 3. styrmanden, havde han sat skibets position ud i det søkort, der dækker Storebæltsbroen og farvandet nord for, men positionen i kortet var 1,5 sømil (2,7 km) nordligere end skibets faktiske position. Fejlen har ifølge Opklaringsenheden medvirket til forvirringen om navigationen.

/ritzau/