Danske virksomheder vil kunne øge eksporten med adskillige milliarder med Rusland i WTO. Og der er stor interesse for det store marked mod øst.

Vejen er banet for Ruslands optagelse i verdenshandelsorganisationen WTO, og det gavner dansk eksport. Både Dansk Industri og Landbrugsraadet har stor forventninger.

Konsulent i Landbrugsraadet Klaus Jørgensen siger, at det er meget positivt for dansk landbrug.

- WTO-medlemskabet vil gøre adgangen til det russiske marked større for de danske virksomheder. Handelshindringerne vil generelt blive mindre. Og i kraft af, at Rusland har underforsyning af fødevarer, vil der åbne sig endnu flere døre for de danske fødevarevirksomheder, siger Klaus Jørgensen. Landbrugseksporten til Rusland er stigende.

Chefkonsulent i Dansk Industri, Peter Thagesen, siger, at russisk medlemskab af WTO fra nytår især vil gavne danske små- og mellemstore virksomheder.

- Der er mange barrierer i samhandlen med Rusland i dag, blandt andet de høje toldsatser. Og det hæmmer de små- og mellemstore virksomheders adgang, siger Peter Thagesen til Ritzau.

/ritzau/