Økonomisk nedgang smitter fra land til land, og ledere verden over er alle bekymrede og påvirket at den globale finanskrise, viser ny undersøgelse.

Den globale økonomiske nedgang sætter sit spor på ledelsesgangene verden over. Optimismen har nået et historisk lavpunkt blandt de administrerende direktører, viser ny verdensomspændende undersøgelse fra revisionsfirmaet PricewaterhouseCoopers (PwC).

Undersøgelsen viser, at erhvervslederne forventer, at det kan tage op til tre år, før udviklingen er vendt. Mere end en fjerdedel af lederne er pessimistiske omkring udsigterne for 2009. I PwC's danske afdeling siger administrerende direktør Carsten Gerner:

- Mange topledelser står over for deres livs udfordring. Den største bekymring er virksomhedernes overlevelse på kort sigt. Selv i de økonomier, der tidligere voksede meget hurtigt, kæmper virksomhederne nu med problemer som manglende kreditmuligheder, træge kapitalmarkeder og svigtende efterspørgsel.

Undersøgelsen bygger på interviews med 1124 administrerende direktører fra hele verden. Resultaterne offentliggøres i dag på World Economic Forums årlige møde i Davos, Schweiz.

/ritzau/