For første gang siden PFA-sagens start i november ligner Kurt Thorsen en mand i alvorlige problemer.

For en uge siden fortalte Thorsens ven og bestyrelsesmedlem, Pelle Sadolin, at han intet kendte til selve finansieringen af Thorsens store ejendomsselskab.

Torsdag blev Sadolin fulgt op af den tidligere direktør for MD-Foods, Jens Majgaard, som også var Thorsens gode ven og bestyrelsesmedlem i de afgørende dage omkring årsskiftet 1998-99. Majgaards forklaring hensatte på samme tid Thorsen i himmel og helvede.

På den ene side bekræftede han, at han i vid udstrækning kendte til, at PFA spillede en betydelig rolle i Kurt Thorsens planer. At PFA bl.a. ville købe sig ind i nogle projekter.

På den anden side sagde Majgaard med overbevisning, at han intet kendte til PFAs rolle som direkte garant for Thorsens store banklån i ind- og udland. Undtagelsen var dog et lån i Sparbank Vest på ca. 50 mio. kr. Det blev brugt til købet af byggegrunden på Nokken. PFA garanterede for dette lån. Det vidste Majgaard udmærket.

Han sad dengang i bestyrelsen for hele fem Thorsen-selskaber. Alligevel kendte han ikke detaljerne i finansieringen - og altså heller ikke omkring købet af Gefion-aktierne fra den norske rigmand, Kjell Inge Røkke.

Netop dette 703 mio. kroners køb var i centrum under en lille middag på restaurant Alsace 13. januar sidste år. En middag, hvis begivenheder stadig efter Majgaards afhøring står som PFA-sagens største mysterium.

Denne aften sad Thorsen, Majgaard og Thorsens eks-samleverske, Lone Horup, ved bord 38 i Alsace. Anledningen var, at Majgaard den følgende dag ved generalforsamlingen skulle indvælges som Thorsens mand i bestyrelsen for ejendomsselskabet Gefion.

Problemet var dog, at norske Røkke i sidste øjeblik havde krævet en selvskyldner-kaution på 703 mio. kr. fra PFA. Uden denne ekstra PFA-garanti ville han ikke sælge Gefion til Thorsen.

Det er en kuvert med denne kaution, som ifølge Thorsen landede på hylden ved mønttelefonen i Alsace, ved 23.30-tiden. Angiveligt skulle den komme fra Rasmus Trads. Ifølge Trads fik Thorsen dog allerede kuverten ved 22-tiden på Admiral Hotel.

Stadig ifølge Trads overværede Thorsen selv ved den lejlighed, at Trads forfalskede PFA-chefen Andre Lublins underskrift.

I går forklarede Majgaard så, at han ikke erindrede at have set eller hørt om en sådan kuvert. At han derfor hverken kunne be- eller afkræfte dens eksistens. Han huskede dog, at Thorsen sidst på aftenen havde virket lettet, fordi han havde løst et problem med Kjell Inge Røkke.

På denne måde blev Majgaards forklaring både god og dårlig for Thorsen. Mysteriet om den vigtige kuvert er stadig ikke opklaret - og bliver det formentlig aldrig. Middagens tredje deltager, Lone Horup, er ikke indkaldt som vidne i sagen.

Imidlertid kan det undre, at Kurt Thorsen åbenbart ikke i detaljer denne dramatiske aften diskuterede Røkke-problemet med sin gode ven og fortrolige. Jens Majgaard, som netop den følgende dag skulle indtræde i Røkkes Gefion-bestyrelse. En bestyrelse, hvis sammensætning netop var afhængig af den mystiske kuvert på Alsace...

To af restaurantens tjenere blev også afhørt torsdag. Ingen af dem havde set eller hørt noget-som-helst.

I dag, fredag d 24. marts, ventes Kurt Thorsens problemer at vokse. Turen i vidneskranken er kommet til Poul Schlüter og PFAs eks-formand, Jørgen Mølvang.