Irma havde sidste år et overskud på 53,9 millioner kroner, og det er det bedste resultat nogensinde i kædens historie.

Supermarkedskæden Irma havde sidste år det bedste resultat nogensinde i kædens 119-årige historie.

Overskuddet blev på 53,9 millioner kroner før skat, hvilket er en fremgang på 9,5 millioner kroner i forhold til året før. Omsætningen steg med syv procent til 2,25 milliarder kroner inklusiv moms.

Irma er en del af Coop-koncernen, men de 70 Irma-butikker på Sjælland satser i høj grad på kvalitet, og det står i skarp kontrast til den discountbølge, som ruller hen over landet, og hvor danskerne i høj grad fokuserer på prisen.

Irmas administrerende direktør Alfred Josefsen siger, at han er svært tilfreds med resultatet.

/ritzau/