Direktøren i SAS Cargo fastholder, at selskabet ikke har deltaget i noget kartelsamarbejde om priserne på luftfragt. EU og USA undersøger stadig sagen.

SAS fastholder sin uskyld i sagen om mulige kartelaftaler på luftfragt, hvor en række af verdens største flyselskaber er mistænkt for at have afstemt ekstra gebyrer for sikkerhed, forsikring og brændstof. Tyske Lufthansa, der er alliancepartner med SAS, indgik tidligere på ugen et forlig med en række kunder i USA, der koster tyskerne 400 millioner kroner, selv om selskabet ikke er dømt for at have gjort noget galt.

SAS Cargo har også modtaget enkelte sagsanlæg fra kunder i USA, men ifølge administrerende direktør Kenneth Marx har SAS foreløbig ingen overvejelser om at betale sig fra videre tiltale.

- Jeg kender ikke Lufthansas bevæggrunde for at gøre, som de har gjort. Men vi afventer fortsat resultatet af EU's og de amerikanske myndigheders efterforskning. Og jeg mener fortsat ikke, at vi har gjort noget forkert, siger Kenneth Marx, til Ritzau.

/ritzau/