Danske sygehuse er tvunget til at lave nødplaner og aflyse undersøgelser, fordi der er opstået mangel på et vigtigt radioaktivt stof.

Sygehuse i store dele af verden er akut ramt af mangel på et radioaktivt stof, som anvendes til at diagnosticere en række kræftsygdomme og andre alvorlige sygdomme.

I Danmark er der mere end 20 afdelinger, der benytter sig af radioaktive stoffer til diagnosticering. Og de mærker alle, at der er opstået en akut mangel på det radioaktive stof. Det vurderer overlæge på Nuklear Medicinsk Afdeling på Skejby Sygehus Michael Rehling.

På Skejby Sygehus har man endnu ikke overblik over konsekvenserne.

- Her er det i høj grad undersøgelser af hjertepatienter, hvor der er mistanke om åreforkalkning, som er ramt. Dem kan vi i øjeblikket ikke undersøge i fuldt omfang. Vi sidder med nødplaner og må aflyse patienter. Desværre også patienter, som i forvejen har måttet vente ret længe, siger Michael Rehling til Ritzau.

Ifølge Göteborg-Posten leverer tre atomkraftværker stoffet. To af værkerne er midlertidigt lukket på grund af servicetjek, og det tredje har i sidste uge lukket reaktoren af sikkerhedsgrunde.

/ritzau/