Konsulentvirksomheden Rambøll køber et stort indisk ingeniørfirma med speciale i telekommunikation.

Konsulentvirksomheden Rambøll tager et stort spring ind på det indiske mobilmarked med køb af selskabet IMIsoft. Med opkøbet bliver Rambøll Tele verdens største inden for design af konstruktioner til telekommunikation.

IMIsoft designer mobilmaster, software og overvågning af netværk og beskæftiger mere end 650 medarbejdere. Opkøbet giver Rambøll en stærk placering på det boomende indiske mobilmarked, oplyser virksomheden. Ud over et hovedkontor i Hyderabad har IMIsoft kontorer fordelt over cirka 20 indiske byer.

- Udfordringen på det indiske marked er timing, størrelse og stor geografisk dækning. De store mobiloperatører ønsker primært at samarbejde med store spillere, der kan servicere dem i hele Indien, siger Poul Albeck, direktør for Rambøll Tele.

/ritzau/