Paul Watson til Færøerne igen i næste uge

Miljøaktivisten Paul Watson kommer tilbage til Færøerne igen i næste uge. Paul Watson sejlede med sit skib Ocean Warrior fra Shetlandsøerne i dag og befandt ud på aftenen ved Orkneyøerne.

- Vi er netop nu ved at lede efter hvaler i dette område, og i næste uge, når vi er færdige med at organisere nye mediefolk, som skal dække vores tur, kommer vi igen ind i færøsk farvand. Vi har sat hele sommeren af til denne her mission at stoppe færingernes barbariske drab på hvaler, siger Paul Watson til Ritzau.

På Færøerne har politimyndighederne foreløbig idømt Paul Watson to bøder på tilsammen 150.000 kr. for adskillige gange at have trodset politiets forbud mod at befinde sig i færøsk territorialområde. Paul Watson siger dog konsekvent og fnysende, at han ikke på nogen måde agter at betale disse penge.

/ritzau/