En ny computervirus, som er begyndt at sprede sig i Danmark kan bekæmpes forholdsvis let. Det siger sikkerhedschef i it-sikkerhedsorganisationen DK-Cert, Preben Andersen, til Ritzau.

- Vi skal ikke forvente en udbredelse på linje med eksempelvis blaster-ormen. Dengang var ingen forberedt på angrebet, men denne nye virus har vi allerede fundet en kur mod, siger Preben Andersen.

Den nye virus går under navnet Gibe.E, og den spreder sig via et to år gammelt hul i Microsoft Windows styresystem, hvor den angriber computerens anti-virus program eller firewall-programmer og forsøger at nedbryde dem.

Men kuren mod den nye virus er allerede klar.

- Den enkelte virksomhed eller bruger skal sørge for at få opdateret sit virusprogram, og så er der dæmmet op for Gibe.E. Der blev nemlig lavet antivirusprogram mod Gibe.E allerede i torsdags, hvor den første gang blev opdaget her i landet, siger Preben Andersen.

/ritzau/