Jyske Bank kom ud af 2007 med et mindre overskud end året før, selv om nye kunder stadig strømmer ind i banken.

Det ser ud til, at konceptet med Caffé Latte, butik og bibliotek virker for Jyske Bank. Kunderne strømmer nemlig til den tredje største bank i Danmark. Siden slutningen af 2006 har banken fået op mod 16.000 nye kunder.

- Vi kan faktisk ikke kapere større kundevækst end den, vi har oplevet i 2007, siger direktør Anders Dam til Ritzau i forbindelse med offentliggørelsen af bankens årsregnskab for 2007.

Selv om kunderne strømmer til Jyske Bank, så kom banken ud med et mindre overskud end i 2006. Overskuddet før skat er på godt 2,3 milliarder kroner - et fald på cirka 500 millioner kroner.

- Det er de svageste privatkunder, der har fået det værre i 2007, siger Anders Dam.

Han nævner boligejere, der købte bolig, da priserne var på sit højeste og nu skal skilles og derfor sælge igen som et eksempel.

/ritzau/