- Jeg vil ærligt sige, at min far ikke er prima til at give ros, siger Ane Mc-Kinney Uggla i ny portrætbog om hendes berømte far, den pensionerede skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller.

At evnen til at give ros ikke hører til skibsrederens stærke side, giver Ane Mc-Kinney Uggla klart udtryk for.

I den ny bog 'Mærsk Mc-Kinney Møller', der udkommer i næste uge og er skrevet af journalisterne Thomas Larsen og Finn Mortensen, fortæller hun, at Mærsk heller ikke selv har fået meget ros og klap på skulderen, da han blev oplært i virksomheden.

- I stedet blev der stillet krav, og man måtte leve med en strenghed, siger hun.

Fyring uden tak
Det samme mærkede Jess Søderberg, som var administrerende direktør i 16 år fra 1991 til 2007 i det store containerrederi, og blev fyret uden et ord til tak.

- Jeg havde heller ikke forventet, at Hr. Møller ville holde en takketale. Det kender jeg ham godt nok til, siger Jess Søderberg til bogens forfattere.

Jess Søderberg havde vist sig som en særdeles hårdarbejdende chef. Han løb imidlertid ind i problemer, da opkøbet af den hollandske konkurrent P&O Nedlloyd gav rederiet store vanskeligheder med logistik og it-systemer, der ikke talte sammen.

Fra en anden generation
Jess Søderberg fortæller, at hans havde håbet at blive i rederiet, indtil han fyldte 65 år. Da fyrngen kom sidste sommer, var han 62.

Ane Mc-Kinney Uggla forklarer sin fars ledelsesstil med den særlige ånd, han er blevet opdraget med.

- I min fars verden er det selvklart, at indsatsen skal være god og i orden. Det er en forventning. I dag er ledelsesstilen en anden, så jeg bebrejder ham ikke. Jeg ser det mere som udtryk for et tids- og generationsfænomen, siger hun.

Læs mere i B.T. i dag: - Om Mærsks forhold til børneopdragelse. - Om hans ny båd. - Om det første grundige interview med ham i 25 år.