Ingen gaver, ingen fest. Jehovas Vidner springer juleræset over, men nyder fridagene

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Flæskesteg, and og ris a la mande. Der mangler ikke noget af det gode på bordet, men julen kommer ikke inden for dørene hos familien Melchior Jensen i Lyngby. De er Jehovas Vidner og tror derfor ikke på, at Jesus blev født den 24. december - derfor ingen julefest.

»Men så fester vi bare på andre tidspunkter,« fortæller de samstemmende.

Ingen af de seks familiemedlemmer, kan komme gennem december måned med bind for øjnene, og derfor er julen ikke til at komme uden om.

»Jeg synes, det er smadderhyggeligt med lys allevegne. Men som husmor har jeg ondt af alle de mødre, der står på gloende kul for at gøre familien tilfreds hvert år,« siger Kerstin Jensen, der stammer fra Finland.

»Vi har alle fordelene. Alt det store med gaver og pynt slipper vi for, men vi har fridagene,« siger Palle Melchior Jensen, der til daglig er advokat og har titel af »ældste« i Farum-menigheden af Jehovas Vidner.

Gaver på andre tidspunkter
Når diskussionen handler om julen og Jehovas Vidner, så handler den også om de børn, der ikke får julegaver.

»Men jeg føler nu ikke, jeg går glip af noget - jeg får jo gaver på andre tidspunkter af året,« siger ti-årige Joachim, der indrømmer, at han godt kan kaste lange blikke efter pakkespillet henne i skolen, som han ikke er med i.

»Da jeg var mindre, var det svært at se de andre få gaver, men nu tænker jeg ikke over det mere,« siger hans storebror Filip, der er 14 år.

»Når børnene er mindre, er det da svært - det er vi ikke blinde for. Det er altid svært at være anderledes,« siger Kerstin Jensen.

Men der er ikke noget at gøre. Jehovas Vidner betragter julen som en løgn.

Jesus blev født i oktober
»Vi ved, at Jesus var 33 et halvt, da han blev henrettet i april, og derfor må han jo være født i oktober. Så det kan ikke være hans fødselsdag den 24. december,« forklarer Joachim.

»Julen er et miskmask af hedenske traditioner - det er ikke kristendom,« siger Palle Melchior Jensen.

Jehovas Vidner er kristne og højtideligholder Jesu død - dog ikke med fest men med en mindehøjtidelighed.Til gengæld er der gaver til hele familien i maj. I Lyngby-familien er det en tradition, at alle får gaver på forældrenes bryllupsdag.

Spiser klejner og konfekt
Alt det der med jul, ryger da heller ikke hen over hovedet på familien.

»Vi spiser da også klejner,« siger Kerstin.

»Og konfekt og dadler, fordi det er i butikkerne nu,« indrømmer Palle.

Mange af de ting andre forbinder med jul finder alligevel vej indenfor - bare ikke i selskab med noget julebudskab.

Og juleaften bliver ikke markeret. Den er som alle andre dage.

»I år vil vi lave det vi normalt gør om onsdagen, som er vores familiedag. Vi får som regel lidt bedre mad, og så snakker vi med hinanden - om skolen og også om religiøse emner,« siger Palle Melchior Jensen.

1. juledag er der møde i Rigssalen i Farum - ganske som der er hver tirsdag og torsdag.

Forud ligger en måned med julehygge allevegne. Henne i skolen går Joachim og Filip på biblioteket og læser eller laver lektier, når klassen spiller krybbespil. De deltager ikke i de jule aktiviteter, som familien ikke tror på. Derfor kommer Joachim heller ikke med klassen hjem til en bagedag hos en af pigerne.

»Jeg har været med en gang,« fortæller han, men der går for meget nissehue i arrangementet, synes hans mor. Sammen med skolen har de aftalt, hvordan tingene skal tackles.

»Men vi er ikke ekstremt hysteriske og afhører drengene, når de kommer hjem fra skole,« siger Kerstin Jensen.

De ved, deres traditioner er svære for mange at forstå. Men sådan er det nu engang.

»Og vi respekterer, at andre vil gøre det på deres måde,« siger Kerstin Jensen.

helo@bt.dk