Fremtidens bolig kan blive med fjernbetjening af både kaffe-maskinen og brødristeren fra soveværelset. Når morgenmaden er klar tænder lyset automatisk, så den søvnige boligejer også kan finde vej fra soveværelset til køkkenet.

Boligen er indrettet med trådløs el-installation, og den slags boliger kommer der mange flere af i de kommende år. Det forudser selskabet Lauritz Knudsen, som står bag en ny serie af trådløse afbrydere og stikkontakter, der matcher de mest udbredte design i danske hjem. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Netop det match vil gøre det lettere at skifte stikkontakter og afbrydere i eksisterende boliger, og når man ser på, hvor hurtigt danskerne tager ny komfort til sig i f.eks. deres biler, så tror vi også

på, at dette vil slå godt an, siger Heine Knudsen, direktør for

forretningsudvikling i Lauritz Knudsen.

Allerede i dag sælges hver tredje nye parcelhus med trådløs el-installation til bl.a. lys og varme. Den nye trådløse el-installation bliver styret via radiosignaler. Tænd og sluk kan samles i en fjernbetjening eller evt. placeres fast under sofabordet, så man slipper for at rejse sig, hver gang lyset i stuen skal dæmpes til en romantisk aften.

Den trådløse installation kan også kombineres med et alarm-system, så hele huset begynder at blinke i takt med en høj sirenelyd, hvis en indbrudstyv trænger ind.

Lauritz Knudsen med 400 ansatte er førende på det danske marked for el-materiel.