En EU-domstol satte i dag en stopper for tre tobaksfirmaers forsøg på at blokere for en retssag, som EU-Kommissionen har anlagt mod selskaberne i USA med beskyldninger om smugling af tobak og pengevask.

- Retten af Første Instans afviser de initiativer, som er indbragt mod Kommissionens afgørelser med henblik på at sagsøge cigaretproducenterne ved amerikanske retsinstanser, skriver domstolen.

Kendelsen fra Retten af Første Instans kommer, efter at tobaksfirmaerne Philip Morris, R.J. Reynolds og Japan Tobacco tidligere har anfægtet EU-Kommissionens beføjelse til at lægge sag an mod dem i USA.

/ritzau/Reuters