Mek Pek, Lis Sørensen, Sussi og Leo samt Thomas Uhrskov er blot nogle af de kendte, der båltaler og underholder i aften. Se her på bt.dk, hvor de kendte er.

Der er flere hundrede bål rundt om i Danmark sankthansaften. Og hvert bål har sin heks og sin båltaler.

Nogle steder er det kendte danskere, der stiller sig frem i bålets skær og taler til de mange fremmødte. Og flere steder er der også flere kendte underholdere på programmet.

Bt.dk giver dig her en guide, så du kan se, hvor de kendte stiller op.

Fårevejle: Dragsholm Slot slår slotdørene op for bål. Her holder den anerkendte filminstruktør Jon Bang Carlsen båltale. Portene åbnes klokken 19.

Humlebæk, Bjerre Strand: Thomas Uhrskov kan mere end at tale om sne og kulde. I aften holder står han for båltalen i ildens varme skær.

Karlslunde, Mosede Fort: Udover bål er der her mulighed for at se både Søren Poppe og Sussi og Leo, der altid formår at sætte gang i festlighederne.

København:

Christinia, ved den grå hal klokken 17: Barbecue, bar og bål. Og så kosmisk kærlighed ud over alle grænser, når Master Fatman holder tale.

Utterslev Mose, klokken 19: Her kan du høre Københavns socialborgmester Mikkel Warming ved aftenens båltale.

Islands Brygge fra klokken 18: Endnu en borgmester på talerstolen. Kulturborgmster fra København Martin Geertsen.

Odense: Midt på Fyn dukker flere kendte ansigter op. På 'Engen' starter det danske bluesrockband Backseat med Ivan Pedersen i spidsen. Og efter talen, kommer Lis Sørensen og giver koncert med en buket af skønne sange fra hendes velkendte repertoire. Duk op fra klokken 19.30.

Men Odense kan mere endnu. Der er nemlig også noget til børnene. Ved Sandhusskoven kommer Mek Pek og underholder, og verdens grimmeste heks brændes af fra klokken 18.

Næstved, Rønnebæksholm: Clement Kjærsgård kendt fra Clement Direkte og Tal med Gud på DR2 holder denne sankthansaftens båltale.

Randers: Kristine Blond, der er kendt fra Melodi Grand Prix, kommer og synger.

Rødovre, Damhus Tivoli: Klokken 21 dukker det populære dansktopband Bjørn & Okay op. Bålet tændes klokken 23 og derefter vil der også være fyrværkeri.

Rigtig god fornøjelse.

nve@bt.dk