Verdens syv førende industrilande, G7, blev i går enige om at tilbyde op til en milliard dollar (7,5 mia. kr.) til at financiere gældslettelse til verdens fattigste lande. Det oplyser den britiske regering fra G7-landenes møde i den canadiske by Kananaskis.

Midlerne skal gå ind i den såkaldte HIPC-proces, hvor verdens mest forgældede og fattige lande kan opnå delvis gældssanering, hvis de går med til at gennemføre barske reformer af deres økonomi.

Den Internationale Valutafond (IMF), der koordinerer HIPC-processen, er blevet udsat for et stærkt pres for at sætte tempoet kraftigt op, men hidtil har det største problem været manglende ressourcer.

/ritzau/Reuters