Det danske aktiemarked kom forsigtigt i gang med det nye år, og aktieekspert forudser, at det normale januar-opsving bliver lavere i år.

Det danske aktiemarked åbnede det nye år positivt, men forsigtigt. I løbet af de første timer steg det ledende aktieindeks med cirka en halv procent - men handlen var svag, og dermed er det svært at se nogen klar tendens fra aktiemarkedet.

- Det er helt naturligt med en sådan lidt halvsløv start. De store institutionelle kunder skal lige have bøgerne åbnet op igen, siger Mads Zink, chef for sales trading i Danske Bank.

Aktieåret blev primært skudt i gang af privatkunder, mens de større investorer, der for eksempel skal have pensionsmidler placeret, holder sig lidt tilbage.

- Det opsving, som vi typisk ser i januar, bliver nok mindre på det danske marked i år, fordi mange af de store formentlig lader en del midler stå på sidelinjen for at deltage i nogle af de store begivenheder, der venter forude, siger Mads Zink til Ritzau.

Han peger på, at aktiekøberne afventer en tidsplan for børsnoteringen af Dong og en afklaring af, hvordan Carlsbergs opkøbstogt i Skotland udvikler sig.

/ritzau/