Kriseramte B&O får ny storaktionær - den familieejede Færchfonden i Holstebro - har købt sig ind i Struer-virksomheden.

Færchfonden, som domineres af familien Færch i Holstebro, bliver ny storaktionær i kriseramte B&0.

Fonden har købt 616.000 stk. B-aktier i Bang & Olufsen, hvilket svarer til 5,1 procent af aktiekapitalen og 2,8 procent af stemmerne, oplyser B&0.

- Bang & Olufsen er måske i modvind lige nu. Men vi har stor tiltro til, at virksomheden håndterer de aktuelle udfordringer og klarer sig på sigt. Derfor har fonden valgt at investere i Bang & Olufsen, siger Annemette Færch, der er formand for bestyrelsen i Færchfonden.

Familiefonden har de senest år opbygget en større formue. Sidste år indkasserede fonden grundet en stor aktiepost i Færch Holding op mod en milliard kroner, efter at Skandinavisk Holding i februar solgte House of Prince til British American Tobacco.

/ritzau/