Jens Dinesen, ejer af slottet Asbølholm ved Kolding samt godser på Fyn og Frankrig, risikerer at komme i fængsel, hvis han så meget som én gang til kalder sin ekskone, millionøsen Heidi Sommer, bosiddende på det fynske slot Rosenskjold, for en morder.

Han fik i går 40 dages betinget fængsel og skal betale sin eks-kone 100.000 kr. for sine ærekrænkende udtalelser. Dertil kommer et krav fra dommeren i Kolding om, at han skal offentliggøre dommen.

Slotsejeren beskyldte i TV-udsendelsen "Krig og Kærlighed" sin eks-kone for mordforsøg. Udsendelsen handlede om deres skilsmisseslagsmål. Han sagde dengang:

"Jeg holdt af Heidi indtil det tidspunkt, hvor Jens Sejerøe-Olsen og Heidi forsøgte at myrde mig."

Intet tyder dog på, at offentligheden hermed har hørt det sidste fra den forsmåede ægtemand: Efter dommerens kendelse proklamerede Jens Dinesen, 41, nemlig til B.T.:

"Jeg anker den betingede fængselsdom. Jeg vil have friheden til at sige, hvad jeg tænker."

Heidi Sommer, 42, siger:

"Det er rart at blive renset. Ikke alene af politiet og statsadvokaten, men nu også i en injuriesag. Nu håber jeg på at få fred til at leve. Ikke mindst vil jeg genre have, at mine tre børn kan få fred og leve et normalt liv.

Jeg foretrækker faktisk kærlighed frem for krig. Vi har stadig bodelingssagen at slås videre med. Men nu kunne det være rart at få fred."

Men det skal hun ikke regne med.

"Der bliver ingen fred. Nu går vi videre med anken af dommen. Skidt med de hundredtusinde. Men jeg vil anke de betingede 40 dages fængsel, fordi jeg vil have lov til at sige om Heidi, hvad jeg mener," siger Jens Dinesen.

Heidi Sommer og Jens Dinesen har ligget i offentlig krig siden deres skilsmisse i marts 1998. Og det er ikke gået stille af.

På et tidspunkt blev selskabstømmer-advokaten Jens Sejerø-Olsen så involveret i den åbne krig, at han med hyrede muskelmænd bortførte Jens Dinesen og kørte ham mod Vorbasse, hvor det var meningen, at Jens Dinesen skulle skydes.

Det kom aldrig så langt, men aktionen bragte krigen ud i fuld offentlighed.

I dag er der stadig bodelingssagen og risiko for, at der rejses tiltale mod Heidi Sommer for at afgive falsk forklaring i retten i forbindelse med de mange politianmeldelser, som parret har leveret til hinanden med politifolk og anklagemyndighed som mellemled.

Jens Dinesen blev i august sidste år gift med den hollandske fotomodel Stephanie Halenbeck, 28. Hun er gravid i tredje måned og bor i Eindhoven, Holland, hvor Jens Dinesen også har fast adresse, når han ikke er hjemme i Danmark.

Parret har købt et sommerhus ved godset Bjørnemose ved Svendborg. Heidi Sommers forældre boede på Bjørnemose, men blev smidt af Jens Dinesen, fordi han skulle bruge det selv.

Ejendommen er i dag ubeboet, og Heidi Sommers forældre er flyttet i nærheden af Rosenskjold.

Heidi Sommer siger, at hun er træt af hele tiden at blive omtalt som kosmetologen. Hun ejer flere skoler rundt om i verden, men hun er god for nogle millioner.

Penge, der ikke er skabt af Jens Dinesens formue, da de blev gift for mere end ti år siden, men udelukkende på baggrund af hendes eget arbejde gennem mange år.

Sejerø-Olsens bortførelse af Jens Dinesen har han fået sin dom for.