Direktør bortvist på grund af dårligt resultat

Greentech Energy Systems har bortvist sin adm. direktør, Anker Ekelund. Bortvisningen er begrundet med de dårlige resultater af selskabets græske vindmølleaktiviteter.

Sidst i oktober meddelte Greentech ifølge RB-Børsen, at selskabet har besluttet at indlede retssag mod en græsk partner. Baggrunden er, at

Greentechs græske advokater har konstateret, at oplysninger til selskabet vedrørende de græske vindmølleprojekter kan vise sig at være ukorrekte og muligvis er udtryk for ulovligheder mod selskabet. Selskabets græske rådgivere er samtidig anmodet om at gennemføre en juridisk og teknisk gennemgang af alle projekterne i Grækenland.

Greentech har siden 1998 været engageret i det hidtil største vindmølleprojekt i Grækenland - en park på 18 møller. I september offentliggjorde Greentech sit halvårsregnskab uden regnskabsoplysninger fra selskabets datterselskaber i Grækenland, hvortil der er overført i alt 21 millioner kroner. Selskabet forventede i halvårsregnskabet et underskud på 3 millioner i 2000 mod et minus på 21,4 millioner i 1999.

Greentech venter at have fundet en ny direktør inden månedens udgang.

/ritzau/RB-Børsen