Overenskomstforhandlingerne for 175.000 statsansatte er gået ind i den afgørende fase. Alt tyder på, at finansminister Thor Pedersen (V) og formanden for Centralorganisationernes Fælles Udvalg (CFU), Peter Waldorff, kan præsentere et færdigt resultat engang i løbet af weekenden - måske endda allerede i aften.

Parterne mødtes til et forhandlingsmøde i eftermiddag og kom ud efter halvanden time. Hvornår de skal mødes igen, afhænger af, hvor langt de enkelte forhandlingsgrupper kan nå.

- Vi er midt i forhandlingerne. De små grupper forhandler videre, og så mødes Waldorff og jeg igen senere. Det kan blive i aften eller i morgen tidlig, sagde Thor Pedersen umiddelbart efter mødet. Finansministeren understregede endnu engang, at forhandlingerne foregår i "en god tone", og at der er "en stor forståelse for, at der er en fælles opgave, der skal løses".

/ritzau/