Vind en præmie i vores VM-kampagne. Sådan reklamerer Coca-Cola, indtil kampagnen slutter med udgangen af maj. Problemet er blot, at kunder ikke kan få deres præmier, bl.a. rejser til VM-slutrunden i Østen ved at samle poletter under skruelågene.

Eller mini-fodbolde eller endnu en halvliters cola-nød.

Men præmierne er udgået i mange butikker, og folk tilbydes derfor 15 procent rabat på ikke-nedsat tøj i Intersport og Sportmaster, hvor man kan indløse sine poletter.

Når varerne er udgået, er der tale om vildledende markedsføring fra Coca-Cola. Det mener Forbrugerrådet. »Varerne skal være til stede, når vinderne kommer, ellers overtræder Coca-Cola markedsføringsloven. De må rette ind og klare problemerne lynhurtigt. De er jo som udgangspunkt ansvarlige,« siger Anette Høyrup, jurist i Forbrugerrådet.

»Deres aftale med sportsbutikkerne er i orden, den har jeg set. Men det er ikke nok. De skal jo overholde det tilbud, de lover,« siger hun.

Hos Coca-Cola indrømmer informationschef Kresten Schultz Jørgensen, at man er stødt på problemet tidligere i kampagnen, og at det er blevet kritisk i de seneste dage:

»Vi er løbet tør for merchandise i butikkerne, og det er en forfærdelig situation. Det er klart, at man ikke kan reklamere med en vare, man ikke har,« siger han.

»Vi gør det jo ikke for at skaffe os skuffede kunder, så det er en helt uacceptabel situation. Nu vil vi sørge for, at der er daglige leverancer af det halløj, og vi er selvfølgelig kede af det, der er sket,« angrer Kresten Schultz Jørgensen, der helst vil undgå at overtræde loven igen.