Omkring 700 strejkende buschauffører hos Arriva i København er klar til at køre ud igen fra torsdag morgen.

Omkring 700 strejkende buschauffører hos selskabet Arriva i København er klar til at køre igen i morgen tidlig. Det besluttede de efter et fagligt møde her til morgen.

- Vi genoptager arbejdet, fordi der nu bliver et møde mellem Arriva, FOA og 3F, hvor man skal prøve at finde en løsning på sagen, siger Hans Erik Rasmussen, tillidsmand for buschaufførerne på Arrivas anlæg i Ryvang.

Han tilføjer, at de strejkende af FOA har fået den vurdering, at Arriva ikke kan opsige overenskomsten sådan som det er sket. Det skal nu afgøres fagretsligt.

- Det er også en grund til, at vi siger, vi nu må afvente en afgørelse på den sag, siger Hans Erik Rasmussen.

Der kan gå flere uger før sagen bliver afgjort i det fagretslige system. Mødet mellem de berørte parter vil dog finde sted allerede torsdag. Dette møde ville Arriva kun gå med til, hvis de strejkende atter gik i arbejde.

Strejken har varet fra mandag morgen og har berørt 15 busruter i København. Problemet er opstået, fordi chaufførerne er utilfredse med udsigten til, at deres overenskomst med FOA er opsagt til fordel for en anden aftale med fagforeningen 3F.

/ritzau/