Nu kan man glemme sin tandlægeskræk og i stedet se Motorsavsmassakren eller klassikeren »Tandlæge på sengekanten« med nu afdøde Ole Søltoft, når man ligger i tandlægens stol.



Olympus markedsfører nu sin Eye-Trek brille overfor tandlæger, idet de mener, at patienterne vil kunne slappe bedre af, hvis de kan se en film med lyd via hovedtelefonerne. Tyske ingeniører står bag »Dental-Eye-Trek«, der afsløres ved det Internationale Dental Show i Köln i denne uge.

Formanden for Den danske tandlægeforening, Per Gaunø Jensen, kunne godt forestille sig, at han have de nye briller på sin klinik om måske ti år: »Det kan da sikkert være en god idé for dem, der ikke har lyst til at mærke så meget til tandbehandlingen men vil gøre noget andet imens. I forvejen er der jo nogle, der hører musik, mens de er hos tandlægen og TV-brillerne er vel bare en videreførelse af det,« siger Per Gaunø Jensen.

Der findes ikke statistikker over det, men Per Gaunø Jensen gætter på at omkring fem procent af befolkningen er meget tandlægeskræk, og de kommer først til tandlægen, når de ikke kan holde smerterne ud, eller når de er hævet op til ukendelighed.

»Nogle kan ikke sove om natten, går på toilettet hele formiddagen eller sveder over hele kroppen,« siger Per Gaunø Jensen, der også medgiver at nogle først og fremmest bliver væk af skræk for tandlægeregningen.

Pix: Med disse nye briller på, kan folk med tand-lægeskræk se film og dermed fjerne fokus fra smerterne. Foto: Søren Bidstrup