Branchekendere tror ikke, at børsaflysningen af biotekselskabet Zealand Pharma får betydning for andre i branchen. Nye børsnoteringer på vej, lyder vurderingen.

Børsaflysningen af biotekselskabet Zealand Pharma får næppe betydning for andre børsintroduktioner i branchen. Sådan lyder vurderingen fra branchekendere, der mener, at branchen er ved at være moden til flere børsnoteringer.

Partner i den danske biotekfond Nordic Biotech, Florian Schönharting, er overbevist om, at vi vil se en hel del børsnoteringer blandt danske biotekselskaber de kommende år.

- Vi kan jo se, at biotekselskabernes aktiekurser klarer sig rigtigt godt. Tag eksempelvis Genmap, Pharmexa og Bavarian Nordic, der drøner derudad. Interessen fra investorerne er til stede, siger han til Ritzau.

/ritzau/