Den amerikanske flygigant Boeing forsøger at undgå en hastigt voksende skandale. Mandag trådte den daglige leder og bestyrelsesformand Phil Condit tilbage efter anklager om industrispionage og tvivlsomme forbindelser til militære indkøbschefer.

I sidste uge blev økonomichef Michael Sears fyret, fordi han havde lokket vicechefen for indkøbsafdelingen i USA's luftvåben med et godt betalt job som tak for hjælpen, efter at hun hjalp Boeing med en kontrakt på nye tankfly.

Forsvarsminister Donald Rumsfeld har personligt grebet ind i den sag, og foreløbig er aftalen lagt på is, hvilket betyder, at Boeing risikerer at miste kontrakten til en samlet værdi af 18 milliarder dollar (111 mia. kr.).

I juli trak Pentagon en kontrakt om satellitudstyr til en værdi af en milliard dollar (6,1 mia. kr.) tilbage efter afsløringen af, at Boeing havde fået fingrene i fortrolige dokumenter om konkurrenten Lockheed Martins bud på udstyret.

/ritzau/AFP