Kronprinserne i A.P. Møller-Mærsk blev efterladt på kajen. Bestyrelsen valgte en ny topchef udenfor koncernen til at drive det store rederi videre.

For et år siden satte A.P. Møller-Mærsk processen i gang med at finde en afløser for koncernchef Jess Søderberg. Koncernen oprettede et såkaldt "executive board" med kronprinserne, der var udset til at kunne løfte jobbet efter Søderberg.

Men alle prinserne fik en lang næse, da bestyrelsen i stedet gik ud og valgte Carlsbergs koncernchef Nils Smedegaard Andersen som ny topchef. Mærsks "executive board" bestod - ud over Jess Søderberg - af Søren Thorup Sørensen, Knud Stubkjær, Eivind Kolding, Tommy Thomsen, Thomas Thune Andersen, Søren Skou og Claus Hemmingsen.

- Vi lavede jo det her executive board og var ude og sige, at det var kandidaterne til posten. Men så kom bestyrelsen til, at man ville have noget inspiration udefra - og så valgte man Nils Smedegaard Andersen, hvilket jeg i øvrigt synes, er et fantastisk godt valg, når man vil have en udefra, siger Jess Søderberg.

/ritzau/