Netop den stigende aggressivitet blandt passagererne har nu fået Metro Service til at sætte fokus på problemet ved i går at lancere en stor kampagne.

Midt i den travle morgentrafik bad en buschauffør på linje 5A en 34-årig passager om at vise sit buskort - han fik et slag i ansigtet i stedet.

Dagen efter blev en metrosteward overfaldet på Vanløse

Station af en 21-årig passager. En halv time senere var den gal i Kystbanen - to unge drenge, der ikke havde billet, spyttede på togrevisoren og truede ham.

Eksemplerne er fra en ganske almindelig weekend i februar, og det er generelt det billede, man genkender hos landets togrevisorer,

metrostewarder og buschauffører, lyder det enstemmigt fra fagforeningerne.

Det skaber utryghed og kan få alvorlige konsekvenser for de medarbejdere, det går ud over, fortæller Mogens W. Grøndahl,

der er formand for S-togsrevisorerne i Dansk Jernbaneforbund, skriver Berlingske Tidende torsdag.

- En medarbejder, der er blevet overfaldet to gange i toget, har fået diagnosen posttraumatisk stress. Der er konstant overfald på både os, medarbejderne i Metroen og buschaufførerne, og det fylder meget i dagligdagen, fortæller han.

Fokus på problemet

Netop den stigende aggressivitet blandt passagererne har nu fået Metro Service til at sætte fokus på problemet ved i går at lancere en stor kampagne.

- Meningen er at gøre passagererne opmærksomme på, at vi bare udfører et job. Internt arbejder vi på at gøre vores medarbejdere mere opmærksomme på, hvordan de agerer og reagerer over for passagerer, fortæller John Lundbjerg Nielsen, formand for metrostewarderne.

Hos S-togsrevisorerne og Arrivas buschauffører har man haft succes med bl.a. at sende medarbejderne på kursus i konflikthåndtering. Og det afspejler sig i statistikken - antallet af overfald mod S-togsrevisorer er faldet med ca. en tredjedel fra 2004 til 2005. Hos Arriva registrerede man 80 overfald i 2004, året efter var tallet nede på 68.

- Vi forsøger at få gjort noget ved det. Nu har vi fået videoovervågning i næsten samtlige busser, ligesom afskærmning af chaufføren er på tale. Men det er noget, der sker alt, alt for tit, siger næstformand Reiner Burgwald fra FOA teknik/service, der bl.a. organiserer buschauffører.

Lige så positiv ser udviklingen imidlertid ikke ud i Metroen - i 2004 var der godt 50 fysiske overfald og ca. 130 verbale overfusninger, og formand John Lundbjerg Nielsen hos metrostewarderne vurderer, at 2005 var lige så slem, hvis ikke værre.

Hos Metro Service har man analyseret episoderne, og her viser sig en mærkværdig tendens. De fleste tilfælde sker mandag eftermiddag, når folk er på vej hjem fra arbejde i stressede

situationer. I mange tilfælde har kvinder i 40-års alderen været indblandet, fortæller John Lundbjerg Nielsen.

Hos Københavns Politi har man igennem længere tid arbejdet med såkaldte S-togspatruljer, hvor uniformerede betjente går vagt i togene, og chefkriminalinspektør Per Larsen forstår godt

bekymringen hos medarbejderne i den offentlige transport.

- I nogle sammenhænge er der en tendens til, at lunten er kortere, end vi er vant til, og her oplever man nogle meget voldsomme begivenheder med vanvittige reaktionsmønstre, som går ud over dem, der passer deres arbejde. Det skal man være rustet til. Det er umiddelbart ikke mit indtryk, at der er sket en stigning i håndgribelige overfald, men der er meget psykisk pres, forklarer han.

Det sker oftest i situationer med billetkontrol - når medarbejderne udøver den myndighedsfunktion, de er blevet udstyret med - at passagerer mister besindelsen, lyder det samstemmende fra de forskellige faggrupper. Og der er bred enighed om, at

passagererne generelt ikke har megen respekt for den autoritet, som uniformerne ellers skal signalere.