I 2017 mistede han kørekortet, efter han havde braget ud af den jyske motorvej med 212 kilometer i timen i sin Tesla. Forleden blev han – på britisk tv – afsløret i at køre for stærkt igen.

Men Danmarks rigeste mand, Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen, har ikke tænkt sig at kommentere sagen. Det har han nemlig ikke behov for af flere årsager, vurderer eksperter.

Kommunikationsekspert Anna Thygesen, der er direktør i WedoCommunication, finder det ikke uventet, at den jyske rigmand ikke vil sige noget.

»Det er altså rigtig skidt (at han er blevet afsløret i at køre for stærkt for anden gang, red.). Og derfor tror jeg, at han har besluttet sig for, at han ikke vil sige noget, for selv om han ikke har kørt så stærkt denne gang, så vil den gamle sag blive skrevet endnu en gang,« siger hun og tilføjer.

Her stoppes milliardæren af det skotske politi. Foto: BBC/Highland Cops
Her stoppes milliardæren af det skotske politi. Foto: BBC/Highland Cops
Vis mere

»Rent kommunikationsmæssigt vælger han det, man kalder 'wear it out'-metoden,« siger hun og forklarer, at det på dansk kan oversættes til 'vent på, det går over'.

Det var på en tur i Skotland, hvor Anders Holch Povlsen ejer så meget jord, at han bliver kaldt 'Kongen af Skotland', at han blev taget i at køre for stærkt. Seancen blev foreviget på tv, da to betjente var i gang med optagelserne af BBC-programmet Highland Cops og stoppede ham.

På optagelserne, som blandt andet Daily Mail har vist, ser man den ellers så pressesky Holch Povlsen tale om både det gode vejr og trafikken på vejen, mens han bliver præsenteret for en bøde på 100 pund samt 'tre point' på kørekortet for at have kørt 132 kilometer i timen i en zone, hvor man må køre 96

»Det er fint,« lyder svaret fra Anders Holch Povlsen, da han tager imod bøden.

Rigmanden tog gerne imod bøden.
Rigmanden tog gerne imod bøden.
Vis mere

Anders Holch Povlsen virker i videoen til at have det fint med, at episoden bliver foreviget af BBC.

Helt så snakkesalig er han dog ikke, da B.T. gennem flere dage forsøger at få en kommentar fra ham til, hvorfor han har gentagne gange har svært ved at overholde fartgrænserne.

Ud over et svar fra Bestsellers kommunikationschef om, at Holch Povlsen havde generhvervet sit kørekort, inden han blev stoppet, så ønsker rigmanden ikke at kommentere sagen yderligere.

I modsætning til mange andre rigmænd, der gerne optræder i medierne med og uden deres virksomheder, så har Anders Holch Povlsen tilsyneladende ikke samme behov.

Anders Holch Povlsen har kørt for stærkt i Skotland
Anders Holch Povlsen har kørt for stærkt i Skotland Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Rigmanden, der foruden familielivsværket Bestseller, der blev stiftet af hans forældre, også ejer store andele af tøjgiganten Asos, Nemlig.com, Matas, Normal og et hav af andre selskaber, er kendt for at være notorisk mediesky:

»Det virker for ham. Han har ikke nogen ambitioner om, at hans forretning kan blive bedre ved at udtale sig, og så er han jo tæt på Kongehuset. Der er han jo den ideelle ven, da det er bedst for Kongehuset at have venner, der ikke siger noget i medierne overhovedet. Han opererer under radaren,« siger Anna Thygesen og tilføjer:

»Det er helt omvendt af for eksempel Lars Larsen, der gerne ville have noget presse, så Jysk kunne få noget omtale.«

Ifølge Christoph Ellersgaard, der forsker i den danske elite på CBS, så er det ikke uproblematisk, når en af Danmark rigeste mænd gentagne gange bliver taget i at køre for stærkt.

Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen er venner med Kronprinsen og deltog blandt andet i kongejagten på Fredensborg i 2022.
Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen er venner med Kronprinsen og deltog blandt andet i kongejagten på Fredensborg i 2022. Foto: Byrd/ Kasper Løjtved
Vis mere

»Man kan sige, at bødestørrelsen understreger, at nogen har så mange penge, at det er ligegyldigt, hvad de bliver knaldet for,« siger han og tilføjer, at der i USA er lavet socialpsykologisk forskning, der peger på, at jo højere oppe i det sociale hierarki folk befinder sig, des mere råddent kører de 'generelt set'.

»Så det kan forklare, hvorfor man oplever, at de ikke føler, at reglerne nødvendigvis gælder på samme måde for dem, som de gælder for alle mulige andre,« siger han.

Ifølge Ellersgaard så er Holch Povlsen grundet sin formue en betydningsfuld mand, og det kan være årsagen til, at han ikke modtager megen kritik for sine handlinger:

»Det er nok et udtryk for, at man ikke tør at lukke nogle døre. Der er mange ting, han potentielt kunne investere i. Hvis han nu begynder at kaste sig over velgørende formål, så har man måske en interesse i ikke at få klinket noget,« siger han og tilføjer, at Holch Povlsen dog endnu ikke har fået den politisk betydningsfulde magt, som nogle rigmænd har, når de for eksempel udtaler sig om politiske dagsordener eller støtter politiske partier eller opretter fonde, der støtter godgørende formål:

»Anders Holch Povlsen er jo kommet tæt på Kongehuset, men ellers holder Bestseller sig mere væk, og han er ikke en af de typer, der optræder meget i vores magthierarki. På den måde lever de lidt mere stille, så hans magt er måske mere i de projekter, som han engagerer sig i,« siger han.