Hash, opkastning på Suedes manager og en lunken omgang kirsebærvins-bong. De to værter på Go' Aften Danmarks, Anders Breinholt og Cecilie Frøkjær, afslører deres vildeste festival-oplevelser.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Tv-parret befinder sig i øjeblikket på Roskilde Festival, hvor de de næste to dage vil sende Go Aften Danmark fra nordens største festival, og kort før de skulle i gang med torsdagens udsendelse, mødte bt.dk dem til en snak om deres vildeste oplevelser på festivalen gennem tiderne. 

- I går var vi nede på campingpladsen og optage. En flok ville have mig til at drikke en øl-bong, men jeg kan ikke fordrage øl. Så fik jeg en lunken - meget lunken - kirsebærvins-bong. Der var en del, der skulle drikkes, men den var nu meget god, siger Cecilie Frøkjær. 

Anders Breinholt har været dedikeret Roskilde-gæst de sidste 18 år og er fuldstændig vild med den 'specielle Roskilde-ånd, der er på festivalen', som han siger. 

Han husker især en helt speciel - men ret pinlig - episode, der skete engang på festivalen. 

- Jeg kan ikke lige huske præcist, hvad år det var. Men jeg var lige begyndt at arbejde på Sony. Tror faktisk, at jeg var startet dagen før. Og jeg havde lige været oppe og høre R.E.M. og havde taget et enkelt sug af en joint, og det skulle jeg altså ikke have gjort, siger Anders Breinholt og fortsætter: 

- Jeg bliver simpelthen så syg af det. Det vidste jeg jo egentligt godt. Men det var bare så hyggeligt, og det var jo bare et enkelt sug. Da jeg kommer tilbage til min camp, siger en kollega, at jeg da lige skal hilse på Suedes manager. Jeg når at gå op til vedkommende og sige mit navn. Men så brækker jeg mig bare ud over ham. Så pinligt. 

Det er også sidste gang, at tv-værten har rørt ved hash. I stedet står den på øl - især fredag aften, hvor han sammen med en flok venner altid bliver ude hele natten og fester.

Cecilie Frøkjær har 'kun' været på festivalen fire-fem gange. Hun har blandt andet solgt kanelsnegle i en bod. Tilbage i 1980'erne besøgte hun festivalen og gav den 'hele armen', som hun siger.

- Der tågede vi rundt, drak vin og sjusser, hørte musik og mødte folk, vi kendte. Det var nu meget sjovt. Men det var stadig luksus-udgaven, for jeg sov i campingvogn. Jeg kan ikke sove i telt, siger Cecilie Frøkjær.

Anders Breinholt er heller ikke meget for telt - ud af de 18 gange han har været på Roskilde Festival, har han kun sovet i telt én gang.  

 Og Cecilie Frøkjær har kun dårlige minder til overs for telte:

- Et år, hvor jeg var på Midtfyns Festival sammen med en flok veninder, regnede det hele ugen. Det var så ulideligt. Det mest fantastiske var, da jeg mødte en, jeg kendte, som tog os med hjem i sit hus. Han gav os mad og et varmt bad. Det var meget kærkomment efter tre dage i et vådt telt, siger Cecilie Frøkjær. 

Makkerparret sender torsdag og fredag fra Roskilde Festival, hvorefter de pakker grejet og tager mod København igen. Anders Breinholt bliver dog for at nyde festivalen og for at høre musik. Især Veto og L.O.C ser han frem til. 

- Og fredag skal da ikke have for lidt. Der bliver jeg nok fuld.