Patti Smith spillede fin minikoncert i forbindelse med CPH:DOXs afslutningsgalla på Østre Gasværk.
Der var dømt ”rødstrømpernes aften” på Østre Gasværk, da Patti Smith lørdag aften spillede en eksklusiv minikoncert i forbindelse med visningen af den nye dokumentarfilm om hende. Hvinende piger i alle aldre tilbad ivrigt den 61-årige furie, som stadig kaldes ”punkens moder”.”Punk” har der ellers ikke været meget af i efteråret af den aldrende sangerindes karriere, og sidste års absurd kedelige og finpolerede coveralbum, ’Twelve’, styrkede ikke just denne skribents tro på, at Smith stadig har noget at byde på.
Helt galt gik det heldigvis ikke denne lørdag, selvom den fragmenterede film ’Patti Smith: Dream of Life’, der for første gang blev vist på dansk grund, ikke formår at gøre seeren mærkbart klogere på sin hovedperson.
Filmen fokuserer mere på aktivisten og poeten Patti end på musikeren, og mange af filmens meter følger sangerinden, mens hun reciterer digte af idoler som William Blake og Arthur Rimbaud, men det var mere interessant at høre om forbindelsen til beat-poeterne, hvor der fokuserede på Smiths venskab med Allen Ginsberg.
Dokumentaren understregede, hvad man vidste i forvejen: Ligesom Bob Dylan – en anden af Smiths venner – tager hun udgangspunkt i digtningen, og i starten af karrieren var et kvalificeret bud på Janis Joplins arvtager, eller et kvindernes svar på Jim Morrison, Lou Reed, Neil Young; you name him.
Men det syv kvarter lange remix af 11 års råbånd gik ikke nok i dybden med Pattis musikalske baggrund, bortset fra at der peges på, at hun er gode venner med Michael Stipe fra R.E.M. og Flea fra Red Hot Chili Peppers, med hvem hun har en underholdende samtale om at lade vandet…
Ode til Obama
Filmen virkede dog nærmere som en visuelt raffineret, men rodet "stream of consciousness” for nu at blive i den litterære terminologi, så det var faktisk en anelse tiltrængt, at Patti Smith efterfølgende fulgte filmen op med tre kvarters akustisk koncert.
Jublen ville selvsagt ingen tage, da hun startede ud med en dugfrisk improvisation over København, der hyldede Christiania og Ungdomshuset:
– They can tear down the building, but they can’t tear down your memory, lød det.
Jo, allerede fra første minut mærkede man sangerindens karismatiske varme, og at hun tog situationen ganske afslappet (men seriøst).
Kun udstyret med en guitar, vandt Smiths stemme klart opmærksomheden, og af de syv sange hun spillede, savnede man noget mere af det klassiske, tidlige materiale, så rent faktisk var højdepunktet den flotte ode til Obama midt i koncerten. Her fornemmede virkelig, hvordan Smith havde skrevet digtet med sit hjerteblod.
Til sidste satte lørdag aftens fadølsstemning sit præg på publikums uskønne gjalden med på a cappella-udgaven af hittet ’Because the Night’.
Ét ekstranummer (’Wing’) kunne det blive til, for som Smith sagde som et ekko af filmen, ”jeg kan ikke spille flere sange, for jeg kan kun disse tre akkorder”.
Godt at hun i det mindste valgte tre gode af slagsen.
I dag, søndag, klokken 16 vises filmen igen på Østre Gasværk, og Patti Smith kommer også og spiller et par sange. Der er stadig billetter at få til de hurtige via BilletNet.
