STEFFEN JUNGERSEN Den århusianske kvintet Malrun spiller, hvad jeg ikke rigtigt kan finde anden beskrivelse for end melodisk groovemetal. Dundrende trommer, gigantiske guitar-klangflader og –riffs og så af sted over stepperne til næste omkvæd.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>I første omgang er den recept såmænd også fin nok, og Malrun spiller mand for mand lynende kompetent – ikke mindst guitaristerne Mads Ingeman og Patrick Nyboe. Men over et helt album bliver omtalte recept simpelthen for trættende, fordi bandet stort set aldrig fraviger den. Og i dét stykke hjælper det i øvrigt ikke, at sanger Jacob Løbner stort set skærer sine melodilinjer og sin semiklagende vokal over samme læst albummet igennem.Det irriterer mig faktisk i svær grad at skulle skrive sådan om et band, som er åbenlyst er et gennemsolidt hold, men lydbilledet hér er for komprimeret og kompakt. Også selv om det er mesterproducer Jacob Hansen (Volbeat m.m.fl.), som sidder i producerstolen.
Men der er bestemt potentiale til noget stort hér. Hvis altså Malrun næste gang i højere grad koncentrerer sig om variation, dynamik og lys og skygge i musikken.
Eller med henvisning til albumtitlen: nej, rammen er ikke tom, drenge. Den trænger derimod til oprydning, for den er fyldt i en grad, så detaljerne i udtrykket bliver kvalt.
MALRUN, ”The Empty Frame”, (Mighty Music/ Target) ***
