Genoplev den historiske koncert i LIVE-bloggen i bunden af artiklen.
Michael Poulsen havde på forhånd lovet bedre lyd i Parken, overraskelser og en omfavnende begivenhed under Danmarkshistoriens største rockkoncert nogensinde. Fællesskabet lod vente på sig, men i den sidste halvdel af koncerten beviste Volbeat, at de ikke alene er Danmarks største, men også bedste bud på det komplette hardrockband. Og så blev det da ikke værre af besøg af Lars Ulrich på scenen.
Klichéen rockbrag har sjældent været mere velanbragt. For med fyrværkeri, en overtændt ’The Devil’s Bleeding Crown’ og Dannebrog på bagscenen sparkede Volbeat 47.000 velkommen til en aften med historieskrivning. Velkommen til næsten alle, i al fald.
På vej ind i Parken troede jeg et øjeblik, at jeg var tilbage på Tønder Festival. Lyden af hidsige violiner viste sig at stamme fra ny-folkerockbandet Flogging Molly. Vel den opvarmningskoncert, jeg har oplevet her i Parken, der mest har mindet om en rigtig koncert. Meget human på den irske måde.
Og dermed et festligt anslag til den største danske rockbegivenhed nogensinde. Store ord en lummer augustaften, javel. Intet dansk band har alene fyldt Parken siden Gasolin’ og Shu-bi-dua hver for sig spillede for det halve i den gamle Idrætsparken i hhv. 1976, ’78 og ’81. Gasolin’ som opvarmning for Bonnie Raitt.
Efter en overtændt ’Bleeding Crown’ var der allerede mere sump i den melodiøse ’Heaven Nor Hell’.
Poulsen med stolthed og vist en hel del nervøsitet lysende ud af storskærmen. Bandet med den hårdt høvlende amerikanske guitarist Rob Caggiano og skarpt kværnende Jon Larsen (i Sort Sol t-shirt) på trommer.
Det skulle meget hurtigt vise sig, at Poulsen stort set holdt ord. Det lød helt godt for Parken, tilsyneladende med et mere avanceret højtaleranlæg, end man er vant til herinde. Volbeat skal have al mulig cadeau for at gøre sig umage på denne festaften. Med formfuldendt sceneopbygning og –show og lysshow.
Og skulle man som Deres udsendte have været i tvivl, om Volbeats nye ’For Evigt’-publikum var klar til numre uden melodiøse b-stykker, kaskader af guitarriffs, der konstant minder om bandets afsæt i heavy metal, outlaw americanafascination, brændende kranier, pyroteknik, kolonihavebanjo, et decibeltryk højere end den gennemsnitlige danske skatteprocent – ja, så var der allerede under ’Lola Montez’ og efterfølgende Caggianos intro til ’Let it Burn’ fornemmelsen af en vis afventende gensidighed. Ikke ekstase som f.eks. under Depeche Mode for tre måneder siden.
Først under og efter ’For evigt’ i en overdådig konfettiregn med Johan Olsen, selvfølgelig, som gæst – og igen under ’Garden’s Tale’ – var publikum for alvor med på legen.
Eller da Poulsen gav en snip af idolet Johnny Cash’ ’Reign of Fire’ som optakt til Johnny-metalpastichen ’Sad Man’s Tongue’.
Det klædte Volbeat med en B-scene, der - på en aften med VM-fight mellem Conor McGregor og Floyd Mayweathe - var formet som en boksering. Ikke alene virker den slags som en håndsrækning i det umulige koncept, en stadionrockkoncert dybest set er, bandets bevægen sig rundt mellem hinanden kom også til at stå symbolsk for et imponerende tight sammenspil i bandet, hvor bassisten Kasper Boye Larsen stadig er forholdsvis nyt medlem.
Volbeats konstante spring mellem forskellige rockskabeloner kræver ikke bare gode musikere. Det kræver et tonstungt fundament, en gensidig telepati, hvis den majestætisk manifestivative ’Goodbye Forever’ - smukt tilegnet afdøde Chris Cornell, med gospelkor i baggrunden, ganske som på albummet ’Seal the Deal & Let’s Boogie’ - ubesværet skal swinge sammen med ’Maybellene in Hofteholder’ med al den fængende 60er melodiøsitet, den har påstået siden begyndelsen. Og igen med kaktus-rockabillyfræseren ’The Lonesome Rider’. Og swinge med de utallige sværmetalliske forløb, især i de ældste numre.
Under første ekstranummer ’Guitar Gangsters & Cadillac Blood’ kom Lars Ulrich – ’The True Danish Prince’ - med på trommer. Tilgengæld spillede Volbeat så ’Enter Sandman’ sammen med det danske Metallica-medlem.
Som en fælles venskabelig gestus mellem band og Ulrich. Som en lille gave til publikum. Og som en fuckfinger til de kredse i metalmiljøet, der hader Volbeat for deres ’sell out’.
Jo flere syng-med omkvæd, jo mere classic rock-iklædning jo mere sell out, er holdningen.
For folk med rock’n’roll-formet hjerte er musik en spirituel størrelse. Identitet. Dna. Det er vores passioner, der får os til at føle os som mennesker. Men det bliver også hurtigt patetisk. Og en smule farligt, når rockpassion bliver lige så fundamentalistisk som hos de sydstatsevangelister, rock’n’roll oprindelig bl.a. var et oprør imod, tænker jeg, mens Volbeat buldrer gennem 'Pool of Booze, Booze, Booza'.
Måske skulle man bare anerkende, at Volbeat bedre end noget andet band, jeg lige kan komme i tanke om, åbner dørene til en musikstil, som ellers i årtier har været forbeholdt mænd i Iron Maiden t-shirts.
Mens 268 rinder ud i de hårdt angrebne ører og cirkus Volbeat langsomt trækker sig tilbage i en fyrværkeriogie, sidder jeg her ikke uden en vis stolthed og følelse af at have oplevet det komplette favnende hardrockband i en stor, stor koncert, der endte som den fælles fejring, der var lagt op til.
Elvis fra Næstved har forladt bygningen. Volbeat er ikke spørgsmål om, hvor de var engang. De er nu og her.
Og langt fra peaket endnu.
Volbeat, Telia Parken, lørdag aften.
Genoplev koncerten minut for minut i LIVE-bloggen herunder:
