Tre drenge på otte, 10 og 11 år slog et får ihjel på grusom og pinefuld vis.

Tre små drenge stener får ihjel- Det er så forfærdeligt, så grimt, siger landbetjent Lars Jensen. Det skriver Sjællandske.

Landbetjenten lægger ikke skjul på, at blandt mange forskellige sager er dette her én, der gør særligt indtryk på ham: Tre små drenge stener et sagesløst får til døde.

- Men nu har vi i det mindste fundet frem til de tre, og de gør det garanteret aldrig igen - om andre børn kan finde på dén slags, kommer vel an på, hvor megen medfølelse de har lært om hjemmefra.

- Det mærkelige er, at den ene af de tre drenge selv har dyr derhjemme, som han er meget glad for, siger den undrende landbetjent til avisen.

Det var torsdag aften lige omkring borgerlig spisetid, at de tre drenge fandt ud af, at nu skulle de slå et får ihjel. De gik til Godshåbsdalen i udkanten af Faxe by, hvor kommunen har udsat får, som skal holde den uønskede bjørneklo-forekomst nede.

Her udvalgte de sig et får, som de trak ned i et vandhul, så det ikke havde en chance for at slippe fri - og så begyndte de at bombardere det med sten, til livet var tævet ud af det. Bagefter gik de tilsyneladende upåvirkede hjem, men i løbet af aftenen fik den ene alligevel bondeanger, han betroede sig til sin far, der ringede til politiet i Næstved - og allerede fredag foretog landbetjenten i Faxe en afhøring af drengene, der alle går på en specialskole i Haslev, skriver Sjællandske.

- Drengene forstod godt alvoren i det, de har foretaget sig, siger landbetjenten, der nu er ved at være færdig med sin rapport, og dermed er sagen ude af politiets hænder og overgivet til de sociale myndigheder. Sådan er det, når man er så ung, at man ikke kan straffes på normal vis - drengene er nemlig kun 11, 10 og otte år, og de har tilsyneladende været lige gode om den forfærdelige gerning.