»Bliver han dømt for det her, så har vi jo med en ekstremt farlig serieforbryder at gøre. En serieforbryder, som er gået under radaren i mange år.«

Ordene kommer fra tidligere drabschef og leder af politiets rejsehold Bent Isager-Nielsen, efter anklageskriftet mod Korsørmanden mandag er blevet offentliggjort til pressen.

»Det er en ualmindelig grov sag med en detaljegrad, som er uhørt sjælden. Jeg har sjældent set noget lignende,« slår han fast.

Anklageskriftet indeholder rystende detaljer i tiltalepunkterne, der strækker sig fra drab, drabsforsøg og voldtægter til langvarige frihedsberøvelser og grov vold. 

Detaljerne er så voldsomme, at det ikke tjener noget formål at bringe dem frem i offentlighedens lys, mener den tidligere drabschef. 

»Men selvfølgelig er der nogle efterforskningsmæssige ting, der er centrale.«

Genstande med stor betydning
Bent Isager-Nielsen bemærker, at strips og gaffatape er nogle af de elementer, der går igen i flere af forholdene. 

Det er også nogle af de effekter, som politiet har beslaglagt på den 32-åriges bopæl i Korsør, og som man ønsker konfiskeret. 

Desuden har politiet beslaglagt store mængder materiale, der viser overgreb mod børn, ligesom der er beslaglagt en lang række genstande, som kan bruges til overfald, seksuelle overgreb og frihedsberøvelse. 

»Hvis man kigger på det, der er fundet hos ham, så er det jo mange bizarre ting, som bestemt ikke findes i alle hjem.«

Den tidligere drabschef understreger, at de beslaglagte effekter kommer til at spille en stor rolle for bevistemaet under retssagen. 

»Man har beslaglagt genstandene, fordi man mener, de har en direkte relation til de her formodede forbrydelser og detaljer fra sagerne.«

Tidligere leder af Rejseholdet Bent Isager-Nielsen.
Tidligere leder af Rejseholdet Bent Isager-Nielsen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

Nedkølingsperiode
En anden ting, den tidligere drabschef bemærker ved anklageskriftet, er den lange periode mellem drabet på Emilie Meng og overfaldet på den 15-årige efterskoleelev og senere kidnapningen af den 13-årige pige. 

»Kendetegnet ved serieforbrydere er, at der kan være en nedkølingsperiode mellem de forskellige kriminelle handlinger.«

Han forklarer, at den store mængde overgrebsmateriale, der er fundet på en stationær computer på den 32-åriges bopæl, kan være én af forklaringerne. 

»Jeg er sikker på, at politiet har undersøgt, om han kan mistænkes for andre forbrydelser. Men en forklaring kan være nedkølingsperioden, hvor han har kunnet kompensere ved at have været i besiddelse af det her materiale.«

Den 32-årige nægter besiddelse af materialet. 

Nægter sig skyldig
Den 32-årige mand er tiltalt for at have dræbt Emilie Meng med pakketape, afklædt hende og efterladt hende i en sø nær Borup. Den 32-årige nægter sig skyldig i dette forhold. 

Derudover er han tiltalt i sagen om den 13-årige pige, der i april sidste år forsvandt efter at have færdiggjort sin avisrute. Her er han tiltalt for bevidst at have kørt hende ned og i 27 timer have transporteret hende mellem flere adresser, hvor hun er blevet udsat for adskillige voldtægter og vold.

Han skal også have haft til hensigt at dræbe hende.

Den 32-årige nægter både drabsforsøg og at have påkørt pigen med vilje, men erkender sig fortsat delvist skyldig i frihedsberøvelse og voldtægt. 

Derudover er han tiltalt i sagen fra Sorø, hvor han skulle have overfaldet den 15-årige efterskoleelev bagfra, truet hende med kniv, slået hende med knyttet næve og bundet hendes hænder med strips. 

Planen var ifølge anklagemyndigheden at kidnappe og voldtage pigen. Men så langt nåede han ikke, da den 15-årige skreg op ifølge anklageskriftet. Her nægter den 32-årige sig også skyldig. 

Sagen mod Korsørmanden forventes at begynde 14. maj ved Retten i Næstved, hvor der er afsat 18 retsdage.

Bliv klogere på seneste udvikling om Korsørmanden i kriminalredaktionens podcast 'På Fersk Gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.