En 61-årig mand blev mandag over middag udsat for et dramatisk røveri ved Forstædernes Bank i Greve og frarøvet hele dagens omsætning fra sin virksomhed på Grønttorvet i Valby.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Manden var netop i sin VW-kassevogn ved at dreje ind på parkeringspladsen foran banken, da en anden bil svingede ind foran og blokerede for ham. Da to maskerede mænd steg ud, prøvede den 61-årige at få låst bildørene. Men det lykkedes ikke - og den ene trængte ind på forsædet ved siden af ham, mens den anden steg ind bagi.

Manden på forsædet truede den 61-årige med en stor, ca. 30 centimeter lang kniv og sagde, at han skulle forholde sig roligt »så sker der ikke noget«. Imens tog medgerningsmanden den indkøbstaske på hjul, som pengene lå i. Røverne løb tilbage til den tredie medgerningsmand i flugtbilen og kørte ad Jerismosevej mod København. 200 meter nede af vejen bremsede bilen kort op - og stativet fra indkøbstasken blev smidt ud.

I alt fik røverne fingre i cirka 125.000 kroner i kontanter samt en mængde checks, oplyser vicekriminalkommissær Poul Erik Villadsen fra Roskilde Politi. Han mener, at gerningsmændene må have haft et særligt kendskab til den frarøvedes virksomhed for så nøje at vide, hvornår og hvordan de kunne slå til.

»Det er ikke en fast rute, der bliver kørt, når omsætningen skal indsættes i banken. Og det er heller ikke altid ham, der kører,« siger Poul Erik Villadsen.

Det hele skete så hurtigt, at det ikke er meget, den chokerede 61-årige kan fortælle om gerningsmændenes udseende. Manden på forsædet var mørklødet - muligvis mulat - havde en højde på cirka 160 centimeter og en alder på cirka 25 år.

Flugtbilen beskrives som en grå personbil, muligvis af et japansk mærke. Registreringsnummeret starter formentlig med tallene 34. /ritzau/