23-årige Saria El-Safadi blev mødt med trusler, da hun demonstrerede mod banderne.

Saria El-Safadi bor i Køge-bydelen Hastrupparken, der sammen med Ellemarken, Søparken og Karlemoseparken regnes for de fire mest belastede områder. Hun er medstifter af Facebook-gruppen ’Stem nej til bandekrig i Køge’, og hun er selv troppet op på Rådhuset for at råbe politikerne op.

- Det har stået på i tre år nu, og det er de samme bandemedlemmer, som stadig skyder efter hinanden – og som stadig ikke kan ramme, så det i stedet går udover uskyldige. Det sker ved højlys dag, og det er ikke trygt længere, men politikerne gør ikke noget, siger Saria El-Safadi.

Qua sin indvandrerbaggrund har hun et stort kendskab til indvandrergrupperinger som Black Cobra og Bloodz, der begge holder til i Køge. Hun har tidligere arrangeret tre fredsdemonstrationer, og hendes ytringer har kostet hende et indbrud og en seddel om, at hun skal lukke sin mund.

- Jeg er veninder med deres kusiner og søstre, og jeg har forsøgt at råbe dem op, men de synes, at jeg skal blande mig uden om. Og jeg er blevet truet på livet, hvis ikke jeg stoppede. Det vil jeg ikke. Det kan ikke passe, at man ikke kan færdes, hvor man vil, siger hun.

'Er det en joke'

Borgere som Saria El-Safadi har skummet over, at Køges borgmester kun har taget initiativ til et møde med politidirektøren – og til at ansætte fem ekstra gadeplan-medarbejdere.

- Er det en joke? Hvordan skal fem gademedarbejdere få bander til at holde op med at skyde? De skulle være sat på gaden, dengang jeg gik i 3. klasse, siger hun.