Seks gange er Hobro-advokat Ken Nyborg blevet dømt i advokatnævnet. Det koster nu en bøde på 30.000 kroner.

Hobro-advokaten Ken Nyborg er torsdag blevet idømt en bøde på 30.000 kroner. Advokatnævnet, der har afgjort sagen, vurderer, at Nyborg har tilsidesat god advokatskik.

Det er sket i en sag, hvor han bistod en klient i et inkassospørgsmål. Klienten mistede ifølge Advokatnævnets oplysninger tålmodigheden med Ken Nyborg og hyrede derfor en anden advokat til at inddrive de penge, han mente at have til gode.

Den nye advokat forsøgte at få Ken Nyborg til at oplyse, hvor mange af de knap 73.000 kroner, det var lykkedes for Nyborg at opkræve fra skyldneren, men Ken Nyborg reagerede aldrig på henvendelsen, fremgår det af nævnets afgørelse.

I forbindelse med sagen er Ken Nyborg blevet bedt om at give sin version til Advokatnævnet Det har han ikke gjort, og nævnet har derfor lagt klagerens version til grund for afgørelsen.

Nævnet mener, at Ken Nyborg har handlet i strid med god advokatskik, ved ikke at besvare henvendelsen fra klager. Oven i købet er Ken Nyborg tidligere blevet irettesat af nævnet.

Fem gange er han blevet dømt for at tilsidesætte god advokatskik, og det førte i 2009 til, at han blev frakendt retten til at drive advokatvirksomhed på ubestemt tid.

Nævnet lægger i den nye afgørelse vægt på, at det seneste forhold er blevet begået, efter at Ken Nyborg er blevet frakendt advokatretten.

Ken Nyborg har nu mulighed for at indbringe Advokatnævnets afgørelse for retten.

/ritzau/