Flere hundrede timers videomateriale er blevet kigget igennem i håb om at finde 41-årige Heidi Abildskovs morder. Men drabsmanden er så godt som usynlig, og politiet har endnu ikke haft grund til at mistænke personer på overvågningen.

Heidi Abildskov blev dræbt af adskillige knivstik natten til 15. november i år. På drabsstedet - Frederiksdalsvej i Virum - fandt politiet gerningsmandens blodplettede tøj, han havde efterladt der. Desuden konkluderede man, at han var kommet til skade med sin venstre hånd som følge af, at Heidi Abildskov havde kæmpet imod, og at han derfor havde forbundet hånden.

Derfor har politiet målrettet gået efter mænd med lignende sæt tøj forud for drabstidspunktet, mens de i timerne efter drabet har kigget efter en mand med en forbundet hånd. Men indtil videre er gerningsmanden så godt som usynlig for politiet.

Det fortæller efterforskningsleder ved Nordsjællands Politi Henning Svendsen til bt.dk.

- Vi er færdige med den overvågning, der ligger forud for drabstidspunktet, men det har ikke givet noget. Vi mangler stadig at kigge lidt igennem efter drabstidspunktet, men der ved vi ikke, hvad vi skal gå efter, udover at vi skal kigge efter en forbinding. Men indtil videre har vi ikke set nogen med en forbinding, siger han.

- Det er rigtig mange timer, vi har kigget igennem. Ca. 12 timer pr. videoovervågning. Og der har vi altså et utal af kameraer fra banker, butikker, taxaer, busser, tog, togstationer osv. Vi regner med at blive færdige med al overvågningen inden jul, fortsætter Henning Svendsen.

Hvis I skulle finde en sekvens, hvor I mener, at det kunne være gerningsmanden, ville I så kunne finde på at offentliggøre det?

- Vi vil ikke hænge en person, der er uskyldig, og som f.eks. har været på skadestuen og har en legal forbinding på sin hånd, ud offentligt. Det kan jo give en masse falske forhåbninger, hvis vi bare offentliggør det. Finder vi en, vil det kræve en nærmere undersøgelse af det. Men hvis vi finder personen interessant og mener, at det efterforskningsmæssigt er nødvendigt, vil vi selvfølgelig offentliggøre detaljer fra den sekvens.

Selvom håbet svinder, er Henning Svendsen stadig fortrøstningsfuld.

- Vi håber stadigvæk på at finde ham. Men som det ser ud i øjeblikket, er det eneste håb, hvis han roder sig ind i en anden sag et sted, og man sikrer DNA fra ham. Men sådan er mange sager i tidens løb blevet opklaret. Så der er da et håb endnu, siger han.

Efterlysningen via Interpol har heller ikke ført noget positivt med sig, men her mangler Nordsjællands Politi stadigvæk at få tilbagemeldinger fra ca. halvdelen af landene. Giver det heller ikke noget, vil politiet gå sagen igennem én gang til.

- Alt skal dobbelttjekkes, før vi kan sige, at det ser sort ud med henblik på at finde drabsmanden, siger Hennings Svendsen.