Politiet har foretaget flere ransagninger i jagten på de mange stjålne ampuller med væksthormon fra Novo Nordisk.

Under jagten på de stjålne væksthormoner fra Novo Nordisks fabrik i Gentofte fandt politifolk en skarpladt ni millimeter pistol hos Bandidos-rockere i Frederiksværk.

Til gengæld dukkede medicinen ikke op under ransagningen i klubhuset og på de fire mistænktes private bopæle, oplyser politiinspektør Karl Erik Agerbo i Nordsjællands Politi. I klubhuset beslaglagde politiet desuden lidt amfetamin og nogle penge.

Fire medlemmer af rockergruppen er sigtet for at have stjålet væksthormoner til en værdi af 90 millioner kroner i fredags. De blev anholdt søndag aften på fabrikken, da de ifølge politiet kom tilbage for at stjæle endnu mere. En dommer i Lyngby forlængede mandag anholdelsen af de fire i tre døgn.

Søndag ved midnat kom de fire ind i fabrikken ved at bruge et særligt adgangskort, og de var tilsyneladende også i stand til at trykke den rigtige kode.

/ritzau/