KØB PLUS!

Fallit på første klasse: Afgørelsens time for Steen Gude

Han gik fallit på første klasse. I dag kan luksuslivet blive byttet ud med en tur bag tremmer.

Klokken 13 i dag falder der dom over den fallerede erhvervsmand Steen Gude.

Dermed kan luksustilværelsen snart endegyldig være slut for snedkersønnen fra Bagsværd, der risikerer at skulle skifte sit schweiziske idyl ud med en lang tur i fængsel i Danmark. 

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet - bedre kendt som bagmandspolitiet - ønsker at straffe Steen Gude helt på op til syv år.

Steen Gude var blandt landets rigeste i 2008 med en anslået formue på 1,4 milliard kroner. En formue han havde opbygget via sit konglomerat Stones Invest, der havde hovedkvarter på en af Strandvejens fornemste adresser, Enrum Slot i Vedbæk.

I september 2008 kollapsede Stones Invest og efterlod angiveligt i omegnen af tre milliarder i klemme hos kreditorer. Steen Gude havde nemlig i høj grad opbygget sit forretningseventyr for lånte penge, hvilket især ramte Roskilde Bank.

Som BT tidligere har afsløret, fortsatte Steen Gude, trods konkursen, sit luksusliv og byttede strandvejen ud med et schweiziske rigmandsidyl i byen Lugano, tæt ved den italienske grænse.

Steen Gude forlod i første omgang Danmark og en milliardgæld til fordel for et luksushotel med udsigt over Luganosøen, hvor en lejlighed på 70 kvadratmeter løber op i 5.000 kroner for en nat.

Derefter bosatte Gude og konen Anne-Bolette Jill Gude sig i en luksusvilla en halv times kørsel fra Lugano. Huset havde otte værelser og en stor terrasse med panoramaudsigt over bjergene.

Siden har parret bosat sig på Riva Paradiso, der ligger cirka et stenkast fra den smukke Luganosø. Ifølge erhvervsregistret BIQ står Anne-Bolette Jill Gude også registreret på en adresse i Holte.

Fra Schweiz har Steen Gude angiveligt forsøgt at starte et forretningseventyr op igen - sammen med en anden ejendomsspekulant Peter Halvorsen, der ligeledes nyder tilværelsen i Schweiz. De to herre ville købe en række af Halvorsens gamle ejendomme med hjælp fra Steen Gudes kone Anne-Bolette, der, modsat sin mand, ikke står i gæld til halsen.

Flere vil kunne huske Anne-Bolette Jill Gude som vært på det populære program Eleva2ren fra begyndelsen af 1990' erne under navnet Bolette Christophersen. Hun har også optrådt i TV3s kriminalmagasin Efterlyst.

Modsat sin kone har Steen Gude ry for at hade mediernes søgelys, og han har under retssagen virkede irritabel og uinteresseret i at give lange interviews med pressen.

Gude er blandt andet tiltalt for ikke at have betalt skat af brugen af en luksusyacht, som Stones Invest ejede, men som Steen Gude brugte privat - i alt er han tiltalt for skattesvig for 21,9 mio. kr. i den forbindelse.

Gude-parret havde også en yacht liggende i lystbådehavnen i Alcudia på Mallorca, og retssagen mod Steen Gude har tegnet et billede af at familien Gude har været omgivet af vild luksus.

Blandt andet chartrede Steen Gude i 2006 et privatfly fra Roskilde til Palma på Mallorca, hvor parret i 10 dage sejlede rundt på deres lystyacht med egen kaptajn.

Steen Gude voksede op i Bagsværd, hvor hans far havde en snedkerforretning. Selv blev Gude også uddannet snedker, men siden kom han ind på det hastigt voksende og lukrative ejendomsmarked, hvor han blandt andet stødte ind i en gammel barndomsven, Erik Damgaard.

Damgaard har tidligere fortalt BT, at Gude i sin tid var en dygtig fodboldspiller på ABs fodboldhold. Steen Gude bliver også beskrevet som et familiemenneske og havde både sin bror, far og mor ansat i Stones-koncernen.

Gude har sammen med konen, Anne-Bolette Jill Gude, fire børn.