I ellevte time har anklageren i Miami tiltalt Camilla Broe for forbrydelser, som Justitsministeriet ellers krævede fjernet før udleveringen, hævder forsvarer.

Få timer før Camilla Broe fredag blev sat på et fly og - som den første dansker nogensinde - udleveret til retsforfølgelse i USA, har anklagemyndigheden i Miami forfattet et nyt anklageskrift. Det strider direkte mod den udleveringsaftale, som det danske justitsministerium ellers har indgået med amerikanerne, siger Camilla Broes danske advokat, Michael Juul Eriksen, efter at have læst det nye anklageskrift, der er dateret den 3. september.

- Amerikanerne har blæst højt og flot på Justitsministeriets krav til udleveringen, siger han.

- Oprindeligt var Camilla tiltalt for tre forbrydelser, som slet ikke er strafbare efter dansk lov, og som man derfor heller ikke må udlevere hende på. De punkter lovede amerikanerne at fjerne, men det er ikke gjort, viser det sig nu. Det her er rystende og helt uhørt, siger Michael Juul Eriksen.

Ifølge advokaten har det danske justitsministerium krævet de tre oprindelige tiltaler om narkosmugling og hvidvask af penge helt tilbage fra 1995 - altså to år før hun traf sin nu narkodømte ekskæreste - strøget af anklageskriftet og erstattet med 11 nye punkter.

- Men i stedet for at fjerne de tre punkter og erstatte dem med nye, har man bare lagt de 11 punkter oven i de tre oprindelige, og det er jo unægteligt noget andet, lyder det fra Michael Juul Eriksen, der nu vil tage kontakt til Camilla Broes amerikanske advokat.

/ritzau/