Efter at den syngende charlatan er blevet gift, har rygterne om en lille ny svirret i Williams-lejren

Efter afviklingen af Robbie Williams bryllup er nye spekulationer blevet sat i gang i det nygifte pars omgangskreds.   

Den storhittende sanger på 36 år holdt et intimt bryllup med sin udkårne, 31-årige Ayda Field, i Beverly Hills i lørdags. Til begivenheden var der 40 gæster, blandt andre skuespillerinden Claire Danes.

Men nu svirrer rygterne altså i kølvandet på den ti timer lange ceremoni og reception, hvor alkohol var bandlyst af hensyn til Robbies fortid som ihærdig misbruger

Bryllupsgæsterne har nemlig allerede modtaget en festinvitation til endnu en sammenkomst næste weekend i Robbies svigermors hus. Og det har sat gang i rygterne. Flere mener, at anledningen er, at Ayda bærer rundt på en lille hemmelighed i maven.

Blandt andet har en mistænksom kilde tæt på parret sagt: "Det er påfaldende at holde fest så kort tid efter brylluppet."

Det nygifte par kunne i forbindelse med brylluppet fremvise et værelse i deres hus, der skulle indrettes som børneværelse. En kilde har herefter fortalt til bladet, The Sun:

"Ayda har arbejdet på alt fra farvetemaer til opsætning."

Parret er i gang med at planlægge en bryllupsrejse til Mexico, inden de tager til Blackpool i England for at holde en "typisk britisk ferie".