Kendisser må ligesom tusindvis af andre danskere væbne sig med stor tålmodighed, når de bevæger sig ud på boligmarkedet.
 
Trods få positive tendenser er der stadig langt til de guldrandede dage i midten af nullerne, hvor priserne piskede opad og køberne stod i kø for at erhverve en bid af det accelererende marked.
 
I dag er det ikke usædvanligt at vente flere år på at få solgt boligen, hvis det overhovedet kan lade sig gøre, og i særlige tilfælde sniger liggetiden på boligerne op over fire år.
 
Det kan kendissen i toppen af kendis-listen skrive under på.
 
Boligsiden Boliga har fundet 10 kendisser, hvis boliger har de længste liggetider:
 
10. Tomas Villum og Maria Montell
   
Kendis-parret har haft deres skovserhus i Skovshoved til salg i over 15 måneder og har følt sig nødsagede til at sænke prisen med 600.000 kr.
 
En potentiel køber skal dog stadig høre til den velhavende del af befolkningen, da prisskiltet pt. lyder på 6,7 mio. kr.
 
Pengene giver bl.a. adgang til 105 kvadratmeter bolig, en lille have på 220 kvadratmeter og et solrigt terrasseanlæg.
 
Huset har gennemgået en total restaurering.
 
Se villaen her
 
9. Lars Barfoed
   
Den konservative leder satte i marts 2011 sin ejerlejlighed i nordsjællandske Kokkedal til salg, men efter mere end 500 dage på markedet har ingen endnu budt et tilfredsstillende beløb for boligen.
 
Lejligheden blev sat til salg for 2,3 mio. kr., men prisen er siden hen blevet justeret 300.000 kr. ned.
 
Ejendomsmægleren fremhæver blandt andet udsigten over Donse Å, boligens centrale beliggenhed og muligheden for at tage elevatoren direkte til døren.
 
Se lejligheden her
 
8. Rolf Sørensen
   
Den tidligere cykelrytter har sat Jan Fog til at sælge hans bolig, men trods gratis reklame i TV2-programmet Liebhaverne, er det ikke lykkedes at at komme af med ejendommen endnu.
 
Villaen på Sandbjergvej i Vedbæk har nu været til salg i 524 dage til en pris på knap 15 mio. kr.
 
Trods den lange liggetid er der endnu ikke blevet justereret på prisen.
 
For pengene får man en stor stråtækt luksusejendom fordelt på to længer og et anneks, og boligen indeholder blandt andet en stor opholdsstue med brændeovn, gæsteværelse og stort forældresoveværelse på 1.sal med elevator ned til stueetagen.
 
Se ejendommen her
 
7. Klaus Pagh
   
Den tidligere skuespiller og teaterdirektør Klaus Pagh har ad flere omgange haft sin Hellerup-villa på markedet og prisen er løbende blevet sat ned.
 
Senest har han dog valgt at hæve prisen igen, så den 340 kvadratmeter store ejendom nord for hovedstaden nu kan erhverves for 10,8 mio. kr.
 
Trods de mange prisreduktioner må Pagh stadig se langt efter en køber, og indtil videre har han ventet i over 21 måneder på at få solgt.
 
Se Hellerup-villaen her
 
6. Christina Roslyng
  
34-årige Christina Roslyng vil for evigt være forbundet med håndboldklubben Viborg HK, men hun håber nok alligevel på, at hendes sidste engagement i domkirkebyen snart er afviklet.
 
Igennem næsten to år har hun haft sin ejerlejlighed til salg, og selvom prisen er sat ned to gange, så prisen nu ligger på 895.000 kr., har det ikke haft den ønskede effekt.
 
Ifølge mægleren er der tale om særdeles velbeliggende ejerlejlighed med fælles flisebelagt gård, kælder med depotrum, afhøvlede plankegulve og et boligareal på 67 kvadratmeter.
 
Se lejligheden her
 
5. Brian Laudrup
   
En af dansk fodbolds allerstørste stjerner nogensinde fik i juni 2010 afsat sin villa i Rungsted for 16 mio. kr., men det er endnu ikke lykkedes ham at komme af med sin anden strandvejsvilla på Skodsborg Strandvej.
 
Luksusboligen på den nordsjællandske kyst kom på markedet i sommeren 2010, men efter to år på markedet er der stadig ingen, der vil betale de 13 mio. kr., huset er udbudt til.
 
Ejendommen har gennemgået en total istandsættelse med bl.a. tre nye badeværelser og nyt køkken. Desuden kan en evt. køber se frem til en lys opholdsstue med pejs, træterrasse vendt mod Øresund, to soveværelser, en glas-udestue og en grund på ca. 2000 kvadratmeter.
 
Se luksusvillaen her
 
4. Johnny Madsen
   
Den vestjyske rock ‘n’ roll’er Johnny Madsen har måttet sande, at det kan være svært at få afsat boliger på de danske små-øer.
 
Hans hus på Lodsvej på Fanø har således stået til salg i snart to år og ni måneder, men trods manglen på købere har han holdt fast i udbudsprisen på 3,6 mio. kr.
 
Beløbet giver adgang til en villa på 230 kvadratmeter, der blandt andet indeholder inventar i sort højglas, massive trægulve, badeværelse med granitgulv og overdækket terrasse.
 
Se huset her
 
3. Dick Kaysø
   
Skuespilleren, der nok bedst er kendt som faderen i Krumme-filmene, har indtil videre høvlet 1,3 mio. kr. af sit hus i Nordsjællandske Hornbæk, men endnu uden held.
 
Boligen, der er sat til salg for 9,5 mio. kr., er på 275 kvadratmeter, har stået til salg i over tre år og er ifølge mægleren både charmerende og smuk.
 
Se villaen her
 
2. Jacob Haugaard
   
Komikeren og enternationeren Jacob Haugaard har i over tre år forsøgt at sælge sit 155 kvadratmeter stråtækte sommerhus med panorama-havudsigt, der pt. er udbudt til knap 3,7 mio. kr.
 
Det er ca. 1,8 mio. kr. mindre, end hvad han håbede at få for huset for to år siden.
 
Se sommerhuset her
 
1. Anne Linnet
   
En af Danmarks største popstjerner, 59-årige Anne Linnet, har ventet i over fire år på en køber til sin ejendom på Kandestedvej i Skagen.
 
Der er ellers tale om en luksusbolig på 168 kvadratmeter med udhus, tennisbane, smuk natur og 30.000 kvadratmeter grund.
 
Anne Linnet har ikke fundet det nødvendigt at justere udbudsprisen, der er sat til 5,5 mio. kr.
 
Se ejendommen her