Det er torsdag aften, og tre kendte er inviteret til middag i MGP-stjernen Bryan Rices strømlinede lejlighed på Islands Brygge. Her er optagelserne til TV3s program 'Til middag hos' i fuld gang.

Tårerne presser sig på, og en serviet klemmes ind under brilleglasset på politikeren Pia Kjærsgaard.

Den treretters menu er indtaget, adskillige glas rødvin hældt op, og i selskabets midte sidder en af dansk politiks største profiler, Pia Kjærsgaard og græder. Rundt om bordet sidder også modediktatoren Jim Lyngvild, sanger og middagens vært Bryan Rice og finanskvinden Anna Thygesen.

Mens Anders Foghs kone polerede gulvene i 'Vild med dans', og Jens Rhode sang i 'Showtime', så er det sjældent seerne får Pia Kjærsgaards person at se, uden det er i følge med hårdtslående politiske udmeldinger. Denne aften taler hun pludselig om sin datter, der altid lyser rummet op, når hun kommer ind, om hendes frygt for, at folk tror, hun ikke kan lide babyer med brune øjne, og om at hun går til spinning.

Tilrettelæggere og runnere maser sig i al stilhed ind til væggene, for at være usynlige for kameraerne. De og to kamerahold har i de sidste fire dage været omkring både Jim Lyngvild og Anna Thygesen, og mens Pia Kjærsgaard aftenen forinden bød på culottesteg og chokolademousse står aftenens middag på blandt andet jordskokkecreme med kammuslinger. I den lille lejlighed er der en afslappet stemning, men Pia Kjærsgaard glemmer ikke kameraerne.

- Man skal passe på ikke at sige noget, man ikke vil høre igen, siger hun. Alligevel lukker hun mere op for posen, end hun tidligere har gjort det. Samtidig er politikeren allerede blevet meget glad for sit middagselskab.

Charmerende bulldozer

- Jim er sjov og skæv, Anna en charmerende bulldozer, og Brian er sådan en sød ung mand. Jeg kommer til at savne dem, siger politikeren under optagelsernes sidste dag.

Det var ellers ikke nemt at finde kendte, der ville sætte sig til bords med Pia Kjærsgaard. Teaterdirektør og komiker Jonathan Spang takkede nej, da han hørte, at politikeren deltog. Den 63-årige stifter af Dansk Folkeparti er en kvinde, de fleste har en holdning til. Det havde de tre øvrige deltagere også inden optagelsernem gik i gang.

Pia Kjærsgaard har nu valgt at deltage i TV3s program, for at danskerne kan se en anden side. Den side som medierne ifølge partilederen aldrig tager med.

- Jeg er ligeglad om folk har brune øjne. Når jeg kommer gående i supermarkederne og ser et lille adoptivbarn, har jeg lyst til at kramme og kysse det, siger Pia Kjærsgaard.

Rundt om bordet bliver der nikket forstående og alle er enige i, at Pia Kjærsgaard er sat i bås.

Venner vi ikke spise med Pia


- Jeg har fået svineren for, hvordan jeg dog kunne finde på at sidde i selskab med Pia. Det er jeg ligeglad med. Vi vil gerne holde folk i de rammer de er i, altså er du en kælling, og Dansk Folkeparti er nogle racister, siger Jim Lyngvild bramfrit.

Han mener Pia Kjærsgaard er et fantastisk menneske: 'Hun er en rigtig farmor. Jeg har ikke nogen, så Pia kunne være min nye farmor,' siger Jim Lyngvild og siger henvendt til Pia Kjærsgaard: 'Hva? siger du til det?'

Bryan Rice slutter aftenen af med at synge sit Melodi Grand Prix-nummer 'Breathing'. En sang der undervejs giver dem alle våde øjne, og får Pia Kjærsgaard til at vælte alt indhold ud af sin håndtaske i et forgæves og febrilsk forsøg på at finde en lighter.

Der er kærlighed i luften, og Pia Kjærsgaard har for en gang skyld åbnet for sluserne. Endda så meget, at tårene vælter ud af den lille dame, da hun rørt lytter til Bryan Rices sang.