Paprika Steen har hele livet ledt efter en diagnose, en begrundelse for, hvorfor hun ikke er som andre. Men hun hviler i sin styrke. Den 47-årige skuespiller har i aften premiere på teaterstykket 'Tribadernes Nat'.
Følelsen af at bevæge sig gennem en tung, sort tåge overskygger alt. Hvileløst vandrer hun ned ad Østerbrogade med flade gummisko på fødderne. En enorm grå trøje dækker halvdelen af de stramme jeans. Et tørklæde er viklet så højt, at hun trækker vejret gennem det. Tøjet skal skjule de fleste af den 20-årige Paprika Steens komplekser. Alt for meget makeup dækker resten. Hun hader sin plettede hud. Sin mund og næse. Kun øjnene er 'pæne nok'. Håret er stort, lyst, ustyrligt. Som altid.
'Jeg er lortegrim, tænker hun. 'Det er sikkert derfor, de ikke vil have mig ind på teaterskolen. Men hvorfor lukker de så mange ind, der er dårligere end mig? Hvad tænker de på?'
Hun skuler ud over Sortedams Sø. Det stille vand ligger iskoldt og indbydende for hendes fødder. En tanke tager fat og farver sindet endnu sortere. Hun kunne jo gå herned en sen aften og hoppe i. Hoppe i og dø.
'Jeg tager mit eget liv. Jeg har intet at leve for.'
Tankerne myldrer. Det er så pinligt, at hun ikke kom ind på teaterskolen. Hendes eneste drøm, siden hun var ni år gammel. Hele hendes identitet hang på netop den kunstneriske knage. Hun vidste jo alt om teatret, skuespillere, instruktørerne. Og ingen ville dette mere end hende. De spinkle brunhårede piger, der kom ind, ejede ikke skyggen af hendes talent. Ja. Hun burde drukne sig i søen.
'Så får de nok ondt af mig. Så fortryder de nok, at de ikke har optaget mig.'
Paprika Steen fortæller om en af sit livs mørkeste perioder, mens hun står i et køkken badet i sollys. Vi er i hendes hjem, hendes base, i Vangede. Tørklædet om hendes ansigt er væk, men oven på hovedet sidder rent faktisk et håndklæde og tørrer hendes nyvaskede hår. Tidsplanen er skredet. Igen. Hun er en elendig planlægger og lever i og for nuet, siger hun. Så hun bliver nødt til at multitaske, hvis dette interview skal gennemføres, inden hun ved middagstid bør stå klar på scenen. Der er få dage til premieren på 'Tribadernes Nat' på Betty Nansen Teatret. Her spiller hun en af de tre hovedroller i det nyklassiske stykke om August Strindberg og hans problemer med at tøjle både kvinder og mandigt selvværd. Og hun higer efter at gøre det godt, for hun har haft alt for få jobs de seneste par år. Hun har savnet at være ønsket.
Men netop nu er hun atter på. For udover 'Tribadernes Nat' spiller hun en væsentlig birolle i Susanne Biers biografaktuelle 'Den Skaldede Frisør'. Og hun er helt på i interviewet. Mens hun fortæller - hurtigt, men eftertænksomt - bliver håndklædet afløst af en børste. Lokkerne er akkurat så kraftige og lyse som dengang, hun overvejede at hoppe i søen.
Selvmordstankerne, som hun kalder porøse, var kulminationen på en turbulent barndom og teenagetid. Hendes forældre - jazzmusiker Niels Jørgen Steen og skuespiller Avi Sangild - blev skilt, mens hun var lille. Hos moderens nye mand boede de i en lejlighed på 140 kvadratmeter, der husede ti mennesker, tre katte foruden diverse venner, der kom og gik. Sang, sprog, musik var en konstant. Det samme var kærligheden til børnene. Og respekten for deres kreativitet. Men midt i al larmen blev de små overhørt.
- Jeg havde på én gang en farverig, skøn og særdeles utryg barndom. Omsorgssvigt er nok for hårdt et ord at bruge, for min stedfar var fantastisk - han delte ud af sit liv og tog sig af os. Men generelt blev min bror og jeg tit glemt. Også mere, end godt var. Det satte dybe ar, fortæller Parprika Steen. Vi har nu sat os ved køkkenbordet. Håret er striglet, hun tænder en orange Kings.
Allerede som 15-årig flyttede hun hjemmefra. Og i løbet af de næste syv år boede hun på 21 forskellige adresser. Hun manglede rammer, og hendes eneste håb var at blive optaget på teaterskolen. Det opslugte hende.
- Alle i min familie, faktisk alle omkring mig, var skuespillere, sangere, kunstnere. Og alle var dygtige. Så der var uendeligt meget, jeg skulle leve op til, siger hun og zoomer atter ind på scenen ved Sortedams Sø.
- Når jeg tænker på det nu, tror jeg ikke, at jeg reelt ville dræbe mig selv. Men jeg var som minimum deprimeret. Og mine selvmordstanker indeholdt masser af narcissisme, for jeg snakkede om det til alle. Det var det eneste, jeg talte om lige der, fortæller Paprika Steen.
- Jeg tror, det kom bag på mange, at jeg var så ked af det, for jeg holdt det skjult. Jeg hørte funk-musik og klædte mig farverigt. Jeg fremstod som en utroligt glad pige, selv om alt inde i mig var i turbulens.
Paprika Steen kunne dog ikke drukne sine humørsvingninger i farver og funk. Alt for ofte følte hun sig tvunget op i et hjørne. Herfra forsvarede hun sig som et såret dyr.
- Det mindste kunne få mig til at flippe fuldstændig ud. Ja, jeg var deprimeret og ja, jeg havde humørsvingninger. Men sådan er det jo med de fleste store kunstnere. Har jeg ladet mig fortælle.
Paprika Steens vildskab var dog uønsket på teaterskolerne. Tre gange årlig åbnede hun for skriftlige afslag efter optagelsesdagene. Til den første prøve var hun for umoden, til den næste ikke kvindelig nok. Så var hun for rasende, og gangen efter for usikker. Optagelsesudvalgene fandt fejl og mangler i hendes personlighed 12 gange i træk, og det drænede hendes selvværd. Sideløbende lod hun sig sylte ind i en branche, der ikke ønskede hende. Hun arbejdede på Krasnopolsky, Floss og Kellerdirk. Caféer, hvor stjernerne kom. Hun vidste alt, kendte alle mennesker, så alle stykker. Instruktører ringede sågar til hende for at få gode råd til, hvilke skuespillere de burde caste i særligt tricky roller.
- Jeg var alt for nørdet. Vidste for meget. På den måde var min uskyld taget. Der var hundrede meninger om, hvem og hvad jeg var, fortæller hun.
Men efter fem års søgning og i alt 13 optagelsesprøver kom hun ind. Da hun modtog det positive svar fra Skuespillerskolen i Odense, stormede den vordende skuespiller ned ad trapperne, ud i Fiolstræde - hvor hun boede på det tidspunkt - og hen til Nørreport. Her løftede hun armene mod himlen og skreg: 'JEG ER KOMMET IND, JEG ER KOMMET IND.'
En ven kom tilfældigt kørende.
'Hvad sker der, Paprika?' spurgte han bekymret.
Hun løb hen til hans bil, hamrede håndfladerne mod kølerhjelmen igen og igen.
'Jeg er kommet ind. Jeg er kommet ind på Teaterskolen,' messede hun.
- Han blev enormt glad. Alle havde et ønske om, at jeg skulle blive optaget. Jeg havde faktisk en følelse af, at hele København var lettet på mine vegne.
Selvfølgelig skuffede skolen hende fælt. Flere af underviserne var uduelige og mange af de medstuderende manglede format, mente Paprika Steen.
- Jeg havde regnet med, at jeg startede på en skole, hvor alle var lige så store fagnørder, som jeg. Jeg var rystet over, hvor lidt de vidste. Jeg forvekslede viden med kunnen. Det første år gik det meste af tiden med, at jeg himlede med øjnene, siger hun og smiler for at understrege overdrivelsen.
- Jeg var en barsk holdkammerat i undervisningen. Men også en god en. Jeg fyldte meget, og jeg var enormt rebelsk.
Men noget var vigtigere, større end selve uddannelsen, hun modtog. For første gang i sit liv havde Paprika en base. Et sted, hun hørte til.
- Jeg følte, at jeg var blevet blåstemplet af samfundet. At jeg var voksen. At jeg pludselig havde et liv.
Fire år senere sluttede skolen, og karrieren tog fart. Pludselig var hendes vildskab og viden forcer. Færdighederne gjorde det let for hende at leve sig ind i roller og forstå genrer. Men rammerne i hendes liv var atter væk.
Som 32-årig boede hun i en lejlighed i Ewaldsgade sammen med seks møbler. Hun havde ingen børn, hun inviterede aldrig gæster, hun havde som sådan intet hjem. Hun forstod ikke, at det var vigtigt. Det var på det tidspunkt, hun begyndte at gå i terapi, for 'den ikke gik længere' forklarer hun. Terapeuten anbefalede hende at købe blomster, anskaffe gardiner, investere i møbler. Hun skulle lære at bygge en base.
Knap havde hun sat lidt skik på lejligheden, før hun lærte sin kommende mand, Mikael Rieks, at kende. Han var håndværker på det tidspunkt, men har siden fået succes som filmproducer. Fem måneder efter deres første møde, blev hun gravid, og da sønnen Otto kom til verden, skete der noget med hende.
- Jeg blev noget, som var almindeligt. Jeg blev mor. Og babyen var ligesom alle andre babyer. Pludselig kunne jeg gå op i noget, som almindelige mennesker interesserede sig for, siger hun.
- Op til fødslen kunne jeg slet ikke forestille mig, at jeg skulle have et rigtigt barn. Jeg troede seriøst, jeg ville føde en havebænk eller en cykel. Men en time efter fødslen var jeg det roligste, jeg har været. At være mor var det mest healende, mest fantastiske i mit liv, siger Paprika Steen med blanke øjne.
- Ingen kunne tage fra mig, at jeg var et rigtigt menneske nu. Jeg kunne skabe et barn. Og det var ikke en løgn, jeg fakede det ikke, jeg lod ikke som om, som jeg gør på scenen. Og jeg havde oven i hatten en mand, som elskede mig. For anden gang i mit liv følte jeg mig forbundet til den virkelige verden, siger Paprika Steen.
Og forbindelsen er der stadig. Parret bor som nævnt med den nu 12-årige Otto i Vangede. Hun tegner og fortæller, mens hun forklarer, hvordan hendes mand omdannede huset fra en ruin til et flot familiehus.
- At få en base i form af et hjem og en familie er jeg er stolt af. Og det lå ikke i de kort, jeg havde på hånden som teenager. Men jeg har også arbejdet hårdt med mig selv. Jeg tror, terapeuten har tjent nok på mig til at købe to strandvejsvillaer, siger hun og griner højt.
Men trods normaliseringen er hun stadig Paprika - med alt det, der følger med. Det kan ti år med en småborgelig tilværelse nord for København ikke ændre på. Men hun kan kontrollere sig i hjemmet.
- Jeg skændes på arbejde. Vildt og blodigt. Men kun der. Herhjemme er Mikael og jeg sindssygt gode til at strukturere os. Jeg er kommet dertil, hvor jeg efterlader det meste af spontaniteten på jobbet og godt kan tænke fremad, når det gælder hjem og barn.
Men på Betty Nansen Teatret oplever de den Paprika Steen, der kun lever for nuet, i nuet. Og hun indrømmer, at hun driver instruktøren af 'Tribadernes Nat', Peter Langdal, til vanvid.
- Han kender mig - han har arbejdet med mig før. Så han spurgte, om ikke nok jeg ville lære mine linjer i god tid til dette stykke. Bare denne gang. Men jeg kan ikke lære noget, før det er bydende nødvendigt, siger hun og understreger, at hun stadig fylder meget på jobbet.
- Faktisk optager jeg så meget plads, at folk bliver bekymrede, hvis jeg holder mund i fem bare minutter. Så spørger de, om noget er galt. Men alt er okay - jeg keder mig bare. Hvis mine kolleger snakker i mere end fem minutter om deres roller, giver jeg mig bogstaveligt talt til at sove midt i teatersalen, siger Paprika Steen.
Der er opstillet en chaiselong ved scenen.
Den 47-årige skuespillers evne til at udsætte sine umiddelbare behov opstod ikke fra den ene dag til den anden.
- Mikael er enormt ansvarsfuld. Og de første år bar han mig rundt på en bakke. Han beskyttede mig meget. Han accepterede, at det skulle tage seks år for mig at nyde hjemmet i Vangede, siger hun og tænker over, om hun er faldet helt til ro.
- Nej. Nu vil jeg gerne flytte tilbage, hvor der er mennesker. Hjem til Frederiksberg. Så nu må vi se, om vi kan få solgt huset, siger hun og giver endnu et eksempel på, hvordan hun af og til er kompliceret at blive klog på.
- Hvis min mand spørger mig, om jeg vil med på ferie i januar, siger jeg ja. Men jeg aner jo ikke, om jeg har lyst efter jul, siger hun og griner. Men mener det.
- Det svarer lidt til at forberede sig på sex. Jeg fatter ikke de mennesker, der køber sexlegetøj for at gøre sig klar til 'en lækker aften'. Og af samme grund kan jeg ikke lave mad... åh... jeg kan da ikke stå i et køkken og forberede noget som helst. Mad skal bare være der, når jeg er sulten.
Hun griner og indrømmer, at hun af og til forsøger sig ved gryderne for at glæde familien. Så tøver hun. Bare et øjeblik.
- Jeg har aldrig haft et Krak-kort til mit liv, og jeg leder stadig efter et svar på, hvorfor jeg er, som jeg er. Jeg har altid ønsket mig en dia-gnose, og jeg forsøgt at hente den hos både en psykiater og en psykolog, siger hun.
Selv mener Paprika Steen, at hun lider af en mild form for autisme eller måske ADHD. Fagfolkene sætter dog grænsen ved 'højsensitiv'.
- Jeg prøver altid at sætte andre i bås ved at fortælle dem, hvordan jeg synes, de er. Men i virkeligheden vil jeg bare gerne have, at nogen gjorde det samme ved mig, siger hun.
- Én ting ved jeg dog: Jeg er bomstærk... jeg er SÅ stærk. Jeg er i stand til at ryste depressioner af mig alene med min vilje. Jeg ved også en anden ting, siger hun, læner sig frem, taler lavere, langsommere og mere inderligt, end hun har gjort hidtil i interviewet.
- Jeg ved, at jeg ikke er helt almindelig. Jeg ved godt, jeg er anderledes end de fleste andre mennesker.
Knap har hun sagt ordene, før hun retter ryggen, smiler med hele ansigtet og spørger:
- Er vi færdige? For jeg skal virkelig ud af døren nu.
