Hun har været der for børnene i ’Busters Verden’ og for de nødlidende i Afrika. Nu har Nanna Lüders selv brug for al den support og sympati, hun kan få, fra de mange, der kender og elsker hende.

På det sociale netværk Facebook fortæller den 48-årige komponist og sangerinde, at hun indenfor de sidste to måneder er blevet ramt af to barske personlige kriser, hvilket har affødt en bølge af sympati fra fans, venner og bekendte.

Søndag 13. november døde Nanna Lüders’ mor af en særligt aggressiv cancer, og efter moderens død har Lüders selv fået konstateret, at hun lider af en mild form for modermærkekræft. Herudover har hun også pådraget sig en lungebetændelse.

Om sin mor skriver Nanna Lüders 15. november:

- Min mor døde søndag aften af kræft. Der gik kun halvanden måned, fra hun fik konstateret det, og til hun blev ædt op af den forbandede lede sygdom. Jeg har været - og er - i total chok. Ondskaben kender ingen grænser i denne mærkelige verden.

Derefter er Nanna, der normalt skriver flere gange dagligt på Facebook, helt ude af netværket, indtil hun vendte tilbage med sin velkendte selvironi sidste søndag:

- Nå, men hvor kom vi fra??? Nårh jo. Jeg har lungebetændelse og en mildere grad af modermærkekræft, min mor er bisat, skriver Nanna Lüders, der også blev ramt af et tragisk tab for omkring tre år siden, da hendes kæreste, Loveshops guitarist Hilmer Hassig, blev dræbt ved en bilulykke.

SE BILLEDERNE: Nannas rørende farvel til Hilmer

LÆS OGSÅ:

Efter sin seneste opdatering på Facebook, har Nanna, der har en datter på 12, modtaget en lind strøm af sympatitilkendegivelser:

- Det er svært, når alting bare ramler på én gang. Håber for dig, at alting snart vil lysne. Sender dig og din datter en hel favnfuld kærlige, varme tanker. God bedring, skriver Ellen Hjerndrup.

- Det gør mig ondt med alt det onde, du oplever lige nu, men du er heldigvis langt stærkere, end du kan forestille dig. Håber det vender snart, skriver Berit Jacobsen, mens Birgitte Palmberg sender denne opmuntring:

- Hold ud, du er sej, og du er mor for en skøn datter. Du har stået meget igennem, og selvfølgelig klarer du også det her.

LÆS OGSÅ:

LÆS OGSÅ:

Og det ser ud til, at Nanna Lüders midt i sorg og sygdom har fundet en indre styrke og har bevaret sin ukuelighed. Kun to dage efter opdateringen med modermærkekræften, kvitterer Nanna for de mange opmuntringer:

- Måske skulle jeg lige sige, at jeg er i live og vant til det, så ikke for meget piv, men fortsat benhårdt arbejde.

I samme besked afslører hun, at der midt i nedturen også er positivt nyt:

- Og så i øvrigt: Jeg har fået en mand... Det troede jeg ikke, at jeg kunne. Men dammit, den er god nok, skriver Nanna, der ud over at være kendt som talentfuld komponist, arrangør og sangerinde, også er stærkt socialt engageret og kendt som indigneret systemkritiker - både på og uden for Facebook.

I kampform


To dage efter er der nemlig igen nyt fra Nanna på Facebook, og hun er tilsyneladende tilbage i sædvanlig kampform. Her laver hun et opråb til fordel for nogle af Danmarks hårdt ramte børn:

- GLÆDELIG JUL!!! Det forlyder fra Dansk Røde Kors, at antallet af børnefamilier, der bliver sat på gaden hver dag, er fem! Jeg skammer mig på hele DKs vegne. Det er ubeskriveligt ringe, skriver en vred Nanna Lüders, der efter kæresten Hilmer Hassigs død opviste en lignende styrke til at hive sig selv op af sorgen:

- Jeg kæmper som en vanvittig hver dag for at komme videre. Jeg er 45 år gammel og har en datter på 10 år. Jeg har ikke råd til at tage to år ud af kalenderen og gå og sørge. Enten falder man helt sammen, eller også kæmper man for det. Det er en benhård kamp, og jeg kan mærke det hver morgen, jeg står op, sagde hun til Her & Nu i marts 2009.

B.T. har kontaktet Nanna Lüders, der ikke ønsker at medvirke i et interview på nuværende tidspunkt.