Morgan Freemans 33-årige sted-barnebarn E'Dena Hines er søndag blevet dræbt på åben gade i New York. Det rapporterer flere amerikanske medier, blandt andet nypost.com.

E'Dena Hines blev stukket flere gange i kroppen, og da politiet ankom til gerningsstedet, stod hendes ekskæreste skrigende ved hende med en kniv.

Hines blev bragt til Harlem Hospital, hvor hun blev erklæret død. Den 30-årige ekskæreste er anholdt og skal nu mentalundersøges.

E'Dena Hines og Morgan Freeman havde et tæt sammenhold. Hun er barnebarn til Freemans første hustru, Jeanette Adair Bradshaw. Ægteskabet varede fra 1967 til 1979.

Rygter om forhold

Bradshaw havde en datter fra et tidligere forhold, Deena, som Morgan Freeman og hans anden kone efterfølgende adopterede. E'Dena Hines er hendes datter.

Den nu dræbte kvinder er derfor vokset op hos Morgan Freeman. Freeman og Hines fulgtes ofte sammen til filmpremierer. Stedbarnebarnet var også skuespiller.

For nogle år siden gik der rygter om, at Morgan Freeman og E'Dena Hines havde et forhold og skulle giftes. Det afviste en talsmand for den prisvindende skuespiller dog som det rene vrøvl.

Skinnende stjerne

I en udtalelse til People giver Morgan Freeman udtryk for sin store sorg, men samtidig beundring for stedbarnebarnets talent.

»Verden kommer aldrig til at kende hendes kunsteriske talent, og hvor meget hun havde at tilbyde. Hendes venner og familie var heldige nok til at opleve, hvad hun betød som menneske. Hendes stjerne vil fortsætte med at skinne klart i vores hjerter, tanker og bønner,« står der i udtalelsen fra den 78-årige skuespiller.